Sverige banket - vi skal til VM!

Danmark er klar til VM i Sydafrika efter 1-0 over Sverige. Jakob Poulsen sparkede landsholdet det sidste stykke

Henke og Sverige blev trynet - nu venter Sydafrika og VM! (Foto: Jens Dige)
Henke og Sverige blev trynet - nu venter Sydafrika og VM! (Foto: Jens Dige)

PARKEN (ekstrabladet.dk): Tørken er forbi.

Efter fem lange, magre år, hvor slutrunder er noget, som fodbold-danmark har fulgt fra tv-skærmen, er Danmark igen med i det fine selskab.

Forløsningen efter årene i skyggen faldt lørdag aften klokken 21.36, da AGF's Jakob Poulsen efter 79 minutter fandt løsningen på stillingskrigen mod Sverige og resolut sparkede bolden ind bag Andreas Isaksson til dansk sejr.

Dermed sikrede Morten Olsen, der har været voldsomt udskældt undervejs sig det bedst tænkelige jubilæum, da han i sin kamp nummer 100 som landstræner blev den første danske landstræner, der to gange kvalificerer Danmark til VM.

Højspænding i Parken
Hvis stemningen var elektrisk i den seneste hjemmekamp mod Portugal, så sitrede Parken af højspænding, da holdene løb på banen kort før klokken 20.

Og mens ekkoet fra Frank Arnesen og 'Vi er røde vi er hvide' fortsat rungede mellem tribunerne, jagtede danskerne VM-billetterne fra første fløjt.

Allerede efter fem minutter fik Nicklas Bendtner den første store mulighed, men Arsenal-angriberen, som i dagens anledning var rykket ud på venstrekanten, fik ikke træf på sin flugter.

Kort efter var det så Jakob Poulsens tur til at solde en fin chance væk, da AGF'eren i fri position headede for svagt på Andras Isaksson.

Efter den fine start formåede hjemmeholdet dog ikke helt at holde kadencen - blandt andet fordi Martin Jørgensen havde meget svært ved at få sat den rette adresse på sine afleveringer.

Samtidig begyndte svenskerne at vise tænder, og både Zlatan Ibrahimovic og Henrik Larsson var tæt på at få ram på et par giftige indlæg.

Jørgensen tidligt i bad
Til gengæld gjorde en veloplagt Dennis Rommedahl, hvad han kunne, for at lukke munden på sine kritikere og var konstant klar til at udfordre.

Kort før pausen var Michael Jakobsen tæt på at blive en meget uventet første målscorer, men Isaksson fistede AaB'erens skud over mål, og da Daniel Majstorovic kort efter headede et hjørnespark lige i favnen på Thomas Sørensen, kunne Danmark gå til pause med den ganske brugbare stilling 0-0.

I pausen sendte Morten Olsen så den meget lidt heldige Martin Jørgensen i bad før tid, mens Michael Silberbauer smed overtrækstøjet.

Han kunne dog ikke forhindre svenskerne i at komme bedst fra start i anden halvleg, hvor de gulblå gæster vandt de fleste duellet.

Prinsen hoppede
Det betød dog ikke noget for den fortættede stemning i Parken, hvor samtlige tilskuere - ja, selv prins Joachim - fulgte opfordringen om, at 'dem, der ikke hopper de elsker Sverige', og dermed skabte et af de skønneste skuer, det hæderkronede stadion har dannet ramme for i lang tid.

Mens Parken hoppede udviklede spillet sig på banen til et rendyrket hundeslagsmål, hvor duellerne og frisparkene dominerede.

De aggressive svenskere vandt pludselig de fleste nærkampe, uden at det dog blev til de helt store chancer, mens Dennis Rommedahl i den anden ende ikke fik rigtig ram på Bendtners fint løftede aflevering.

Som minutterne gik blev frygten for en svensk scoring stadig større, og der blev helt stille, da Henrik Larsson sendte bolden i nettet. Heldigvis brød jublen ud sekunder senere, da den spanske dommer Manuel Enrique Mejuto Gonzales fløjtede for offside.

Nu skal der festes
Et billede, som gentog sig, da Sebastian Larsson kort efter fik underkendt endnu en scoring.

Men stilheden blev til storm, da Jakob Poulsen sikrede sig en evig plads i historiebøgerne med sin skønne scoring.

Nu skal VM-billetterne fejres i det ganske land, og på onsdag er der lagt op til en herlig fodboldfest, når Morten Olsens spillere tager mod Ungarn i en kamp, som heldigvis er uden betydning.