Vejen til Sydafrika er åben!

Zlatan skuffede, Thomas Sørensen og Thomas Kahlenberg brillerede, da Danmark slog Sverige 1-0 på Råsunda

STOCKHOLM (ekstrabladet.dk): De høje herrer i DBU kan godt så småt begynde at tjekke indlogerings-mulighederne i Sydafrika.

Lørdag aften tog Morten Olsens tropper nemlig et syvmileskridt mod næste års VM-slutrunde, da danskerne spolerede den svenske nationaldag og besejrede arvefjenden 1-0 på Råsunda i det yderst vigtige nabo-opgør i kvalgruppe 1.

Og som i EM-kvalkampen på samme stadion for to år siden blev det igen med Thomas Sørensen og Zlatan Ibrahimovic i hovedrollerne.

Heldigvis leverede den danske keeper igen en pragtpræstation med en reddet straffespark som højdepunktet, men Zlatan bare skuffede.

Nervøs start
Det danske hold startede utroligt nervøst. Boldtabene og fejlafleveringerne kom i tætte stimer især fra Martin Jørgensen og Jakob Poulsen, mens Zlatan Ibrahimovic var meget tæt på at give Sverige en chokstart, da han sendte et knaldhårdt frispark tæt forbi mål.

Lars Lagerbäck havde tydeligvis instrueret sine spillere om at angribe via den danske højreside, men her viste William Kvist efter lidt usikkerhed i sine første aktioner, at positionen som højre back er der, hvor FCK'eren er bedst.

Efter 12 minutter fik svenskerne en gylden mulighed foræret af den engelske dommer Mike Riley.

Han valgte nemlig at pege på pletten, da den ellers yderst velspillende debutant Simon Kjær havde fat i Olof Mellberg i det kriminelle felt - en meget hård dom.

Mesterlig Sørensen
Men Thomas Sørensen reddede mesterligt Kim Källströms straffespark med en parade, der gav mindelser om keeperens toppræstation på Råsunda i 2007.

Det brændte straffespark rystede tilsyneladende hjemmeholdet, og især superstjernen Zlatan var i første halvleg kun en skygge af sig selv

Efter 22 minutter fik den rød-hvide VM-optimisme en vidunderlig vitamin-indsprøjtning, da en velspillende Thomas Kahlenberg bragte Danmark foran med karrierens letteste scoring.

Martin Jørgensen sendte fra højre side et indlæg ind i feltet, hvor den kommende Brøndby-spiller Mikael Nilsson fuldstændig mistimede sit indgreb, så Kahlenberg kunne sende bolden i nettet fra klods hold.

Så kunne de danske fans både 'sejle op af åen' og fremture med, at 'dem, der ikke hopper, de elsker Sverige'.

Rommedahl i skurkerolle
Kort efter kunne Dennis Rommedahl have sat dødsstøddet ind, men Ajax-spilleren leverede en fæl afbrænder og sendte bolden over mål fra ganske få meter.

Fra anden halvlegs start forsøgte det svenske tribunefolk at heppe helten Zlatan Ibrahimovic tilbage i kampen, men den store mand fra Inter blev sammen med makkeren Henrik Larsson holdt i kort snor af Daniel Agger og Kjær, og lykkedes ikke med ret meget andet end en ubrudt række af frustrations-frispark.

Olsen valgte at erstatte en meget skidt spillende Jørgensen ud med Grønkjær, der mellem lange perioder med svensk pres søgte udfordringerne overfor Mikael Nilsson.

Efter 65 minutter faldt den største svenske chance - fraset straffesparket - da Zlatan fandt 'Henke' i det lille felt, men veteranen fra Helsinborg brændte - heldigvis - på det skammeligste.

Olsen fik ret
Med knap 20 minutter igen fik eks-AaB'eren Thomas Augustinussen debut, da han afløste Christian Poulsen, og han kunne se Sørensen diske op med endnu en fornem redning, da Victor Elm forsøgte sig fra distancen.

Dermed lykkedes det, at holde den spinkle føring, og dermed står Danmark med 16 point for seks kampe med et fantastisk udgangspunkt på gruppens førsteplads, før efterårets kvalifikations-slutspurt.

Samtidig beviste kampen, at Morten Olsen havde ret, da han før kampen udtalte, at Danmark er blevet bedre til den svenske evne til at vinde, selv når spillet ikke kører optimalt.

Og det er ikke den værste egenskab at have, når Sverige og Portugal gæster Parken efter sommerferien.