Tidligere Brøndby-spiller er Afrikas bedste

Chris Katongo er udnævnt til turneringens bedste efter at have ført Zambia til sejr i Africa Cup of Nations

Chris Katongo med symbolet på Zambias kæmpe triumf søndag aften. (Foto: AP)
Chris Katongo med symbolet på Zambias kæmpe triumf søndag aften. (Foto: AP)

Den zambiske angriber Chris Katongo er af det afrikanske fodboldforbund (CAF) blevet udnævnt som den bedste spiller ved det netop overståede Africa Cup of Nations.

Katongo, som aldrig blev det store hit i det halvandet år, han spillede for Brøndby, får den store ære, efter han som anfører førte Zambia til en overraskende turneringssejr og med tre mål også blev delt topscorer i turneringen.

Derudover indtager Katongo naturligt nok den ene af to angrebspladser på det udvalgte All Star-hold, som CAF har sammensat efter de tre ugers fodbold i Gabon og Ækvatorial-Guinea.

Den anden plads er gået til kontinentets vel nok største fodboldnavn, Elfenbenskystens Didier Drogba.

Netop de to spillere stod over for hinanden, da Zambia og Elfenbenskysten søndag aften afgjorde, hvilket land der kan smykke sig med den afrikanske fodboldtitel det næste års tid, indtil en ny skal kåres allerede næste år.

Brændt straffespark af Drogba
Undertippede Zambia vandt efter straffesparkkonkurrence, hvor både Drogba og Katonga i øvrigt udnyttede deres forsøg.

Drogba brændte dog efter 70 minutter af den ordinære spilletid et straffespark, som potentielt kunne have afgjort kampen.

Chris Katongo har siden sommer spillet for den kinesiske klub Henan Construction, der er hans tredje klub, siden han forlod Brøndby i 2008.

All star-holdet efter Africa Cup of Nations 2012:

Kennedy Mweene (Zambia) - Jean-Jacques Gosso (Elfenbenskysten), Stoppila Sunzu (Zambia), John Mensah (Ghana), Adama Tamboura (Mali) - Emmanuel Mayuka (Zambia), Yaya Touré (Elfenbenskysten), Gervinho (Elfenbenskysten), Seydou Keita (Mali) - Chris Katongo (Zambia) og Didier Drogba (Elfenbenskysten)

Elfenbenskysten fik fair play-prisen.

0 kommentarer
Vis kommentarer