Brasilien sikkert i kvartfinalen

Brasilien var stærkere end Chile og spillede sig uden problemer i kvartfinalen mod Holland

Juan scorer til 1-0 og tiljubles af Lúcio. (Foto: AP)
Juan scorer til 1-0 og tiljubles af Lúcio. (Foto: AP)

Brasilien er som ventet klar til kvartfinalen ved VM i Sydafrika.

Chile kunne ikke stille meget op overfor et stærkt brasiliansk landshold, der igen viste sig at være stærkt kørende i defensiven og med nogle særdeles giftige frontløbere.

Det sydamerikanske opgør endte 3-0 til Carlos Dungas tropper på scoringer af forsvarsklippen Juan samt Luis Fabiano og Robinho.

Udover begyndelsen af kampen havde Chile ikke held til ret meget i løbet af de 90 minutter. Dertil var de for hæmmet af at mangle det meste af det normale forsvar og så det faktum, at de var fysisk overmatchet kampen igennem.

Brasserne spillede egentlig ikke drømmebold. Det var simpelthen ikke nødvendigt.

I stedet slog de til et par gange mod slutningen af 1. halvleg og lukkede reelt dér kampen.

Robinho lukkede kampen
Først steg Juan til vejrs og pandede Maicons hjørnespark i nettet. Lúcio screenede en modspiller, som forsvarskammeraten let kunne stige til vejrs og bringe sit hold foran.

Og blot fire minutter senere kunne Robinho bringe bolden frem i venstre side. Han fandt Kaká med en flad pasning, og Real Madrid-stjernen afleverede kvikt videre til Luis Fabiano, der med et hurtigt træk var forbi målmand Bravo og kunne sende sit tredje mål i turneringen i rusen.

Robinho lukkede og slukkede efter 59 minutter, da Ramires med et fremragende forarbejde brød modstanderens opspil, førte bolden frem og med en kort pasning spillede Robinho fri til fin scoring.

Humberto Suazo og Valdivia havde store chancer i løbet af de sidste 45 minutter, men heldet var ikke med chilenerne, der trods gode takter og mod på offensivt spil er færdig inden kvartfinalen.

Der venter nu Brasilien en interessant modstander i skikkelse af Holland i kvartfinalen.

0 kommentarer
Vis kommentarer