Tre mål tættere på VM

Morten Olsen fik sit ønske om tre point og godt spil opfyldt, da Albanien blev slået 3-0 i Parken

PARKEN (ekstrabladet.dk): Det begynder for alvor at lugte af dansk VM-deltagelse i Sydafrika til næste sommer, efter at den albanske fodbold-ørn onsdag aften fik stækket vingerne af et veloplagt dansk landshold i Parken.

Med sejren fastholder Morten Olsens tropper førstepladsen i kval-gruppe 1, men ligeså vigtigt genfandt landsholdet den spillemæssige melodi, der trods 3-0 sejren var iblandet lige lovlig mange falske toner i lørdagens kamp på Malta.

Dermed fik den danske landstræner opfyldt sit ønske om at 'please' det danske publikum med et spil, der trods skønhedspletter lover godt før de formodet vanskeligere opgaver mod Sverige og Portugal.

Albansk pibekoncert
Selvom danskerne blev mødt af en infernalsk pibekoncert af den talstærke albanske tilskuerskare, da holdet løb ind til opvarmningen, så var det tydeligt, at det bekom nationalmandskabet at være tilbage i hjemlige rammer - og på parkens nydelige græstæppe.

Således var det Danmark, som svang dirigentstokken fra første færd.

I forhold til Malta-kampen havde Olsen ændret på to pladser. Uheldige Per Krøldrup, der ifølge DBU havde pådraget sig en fiberskade under den afsluttende træning tirsdag, var erstattet af Leon Andreasen, mens Thomas Kahlenberg var tilbage i startopstillingen efter næsten et års pause på bekostning af en småskadet Nicklas Bendtner.

Veloplagt Kahlenberg
Og den duo pyntede gevaldigt. Andreasen gjorde det nødvendige i defensiven og tilførte både tiltrængt ro i opspillet og skudstyrke, når danskerne var i angreb, mens en veloplagt Kahlenberg var her, der og alle vegne og diskede op med flere følte dybe stikninger.

Det kunne Dennis Rommedahl have profiteret af efter et kvarter, men den hurtige fløj blev tacklet, efter at han havde rundet den albanske keeper.

Albanernes mål var ofte truet -som da AaB-backen Michael Jakobsen i sin første landskamp i Parken missede en gylden scoringschance.

Der skulle dog gå en halv time, før Andreasen - godt hjulpet af den albanske målmand - sendte et langskud ind i midten af målet.

Larsen slog til igen
Kort efter blev Bendtner sendt i spil i stedet for en skadet Daniel Jensen, og Arsenal-angriberen kunne derfor deltage i fejringen af 2-0 målet, der blev sat ind af Søren Larsen (hvem ellers?) på fint forabejde af Dennis Rommedahl.

Så var kampen reelt afgjort, og anden halvleg bød i store træk på spil til et mål.

Både Bendtner, indskiftede Jakob Poulsen og Rommedahl var tæt på yderligere scoringer, men selvom om målmand Hidi slap for igen at skulle hente bolden ud af rusen, indtil Christian Poulsen fik bugseret bolden i kassen fra tæt hold med ti minutter igen, så var tilskuerne tilfredse med forestillingen.

Tilfreds statsminister
Det var statsminister Anders Fogh Rasmussen, som var i selskab med den albanske præsident, Alfred Moisiu, og en større forsamling sikkerhedsfolk også.

Og med god grund. Med sejren kan Danmark nemlig nu tåle at sætte point til mod Sverige eller Portugal uden, at det vil koste billetterne til Sydafrika.

I kan godt begynde at pakke kufferterne.