Sørensen: Graver var en af de bedste

Thomas Sørensen beder om, at man respekterer Thomas Gravesens farvel til fodbold

De spillede et hav af landskampe sammen, Thomas Sørensen og Thomas Gravesen. Her i venskabskampen mod Cameroun inden VM 2002. (Foto: Thomas Wilmann)
De spillede et hav af landskampe sammen, Thomas Sørensen og Thomas Gravesen. Her i venskabskampen mod Cameroun inden VM 2002. (Foto: Thomas Wilmann)

Overrasket blev Thomas Sørensen ikke, da budskabet om Thomas Gravesens farvel til fodbold nåede til England.

Landsholdsmålmanden spillede for efterhånden mange år siden sammen med Gravesen i Vejle, på ungdomslandsholdet, og siden fik de to fornøjelsen af hinanden i et hav af A-landsholdskampe.

- Thomas er en af de bedste, jeg nogensinde har spillet med. Han kunne jo alt, og så havde han vindermentaliteten. Den bragte ham langt, selv om den også nogle gange arbejdede lidt imod ham, siger Stoke-keeperen til ekstrabladet.dk.

Thomas Sørensen beder om, at man respekterer, at Thomas Gravesen nu ikke længere orker det hårde professionelle liv.

I en alder af 32 år har Stoke-målmanden ingen planer har om at lægge støvlerne på hylden. Omvendt forstår han udmærket, at Thomas Gravesen fik nok.

- Ja, med tanke på alt den virak, han har været igennem de seneste par år, så har det efter min mening ikke ligget i kortene, at han ville vende tilbage til Superligaen.

- Jeg forstår godt, hvorfor Thomas gør, som han gør, men samtidig er det ærgerligt for dansk fodbold, for han har de seneste seks-syv år været en af de absolut bedste og mest markante danske spillere, vurderer Thomas Sørensen.

0 kommentarer
Vis kommentarer