Rasmussen: Venstre back er min

Brøndby-spilleren Thomas Rasmussen vandt onsdagens venstre back-duel med Patrick Mtiliga

Brøndbys Thomas Rasmussen viste landstræneren, at han er det bedste bud som venstre back. (Foto: Lars Poulsen)
Brøndbys Thomas Rasmussen viste landstræneren, at han er det bedste bud som venstre back. (Foto: Lars Poulsen)
Nu er der ikke meget krig over en venskabskamp mod Wales en råkold aften.

Det tætteste, man kommer en decideret duel, er vel den, Morten Olsen linede op på venstre back-pladsen.

Én halvleg til Thomas Rasmussen og én halvleg til Patrick Mtiliga.

Og mens førstnævnte viste storspil, rimede Mtiliga ikke en gang på Superliga …

– Jeg er meget tilfreds med min halvleg, hvor jeg kun havde en enkelt defensiv svipser. Jeg fik utrolig megen plads til at komme i overlap, smilede Brøndby-backen.

– Hvilket signal føler du, at du fik sendt til Morten Olsen?

– Jeg fik sendt et godt signal. Jeg fik bevist, hvad jeg kan og fik vist, hvad jeg er med for. At være farlig op ad kanten og få lukket godt af i min side på nær den ene fejl.

– Der er lang tid til næste kamp. Men følte du, at du også fik sendt signalet om, at du bør spille forårets vigtige kampe?

– Det synes jeg. Det har hele tiden været mit mål at gøre det godt til træning og i kamp.

– Og med min halvleg her til aften fik jeg sagt til Morten, at ’jeg er klar, når du har brug for mig’, sagde første halvlegs bedste spiller.

Han blev pillet ud i pausen til fordel for debutant og duellant, Breda-spilleren Patrick Mtiliga.

– Jeg er okay tilfreds med min indsats, hvor jeg kom godt frem ad banen og var med i det opbyggende spil.

– Men det er selvfølgelig ikke fedt at tabe sin debut, sagde hurtigløberen.

Derefter pegede han på manglerne i sit spil.

– Jeg havde for mange fejlafleveringer, konstaterede han, inden han satte ord på den helt store forskel mellem første og anden halvleg.

– Vi kreerede mere i første halvleg, sagde han.

Og erkendte dermed indirekte, at krigens sejrherre til daglig bærer Brøndby-tøj – og ikke Breda-dress.

Ikke den bedste kamp
Mens venstre back-krigen fik en klar vinder, var det sværere at finde på en tilsvarende i modsatte forsvarsside.

Her blev der også delt en halvleg ud til en Superliga-spiller og til en udenlandsprof.

Men både Kasper Bøgelund og Leon Andreasen optrådte med selvtillid som en overvægtig pige på en modemesse.

Dårlige afleveringer, dårlige indlæg og defensive kvaler gav en uskøn, men uafgjort duel.

– Det var vist ikke min bedste landskamp, konstaterede Bøgelund tørt.

Ingen sagde ham imod ...
0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere