Bøgelund: Det var ikke godt nok

Kasper Bøgelund erkender blankt, at han skuffede mod Wales. AaB-backen glæder sig til vinterpausen og indrømmer formdyk

Her sidder den så. Kampens eneste mål. Og der stod Wales på det. Sådan en kamp er ikke godt nok, siger Kasper Bøgelund (Foto: Lars Poulsen)
Her sidder den så. Kampens eneste mål. Og der stod Wales på det. Sådan en kamp er ikke godt nok, siger Kasper Bøgelund (Foto: Lars Poulsen)

BRØNDBY (ekstrabladet.dk): På en aften, hvor så godt som alle mand præsterede under vanligt niveau, leverede AaB-backen Kasper Bøgelund en iøjenfaldende svag præstation i 0-1 nederlaget til Wales.

Til gengæld forsøgte den rutinerede højreback ikke at løbe fra sin svage indsats, da opgøret i Brøndby var forbi.

- Det var ikke godt nok. Jeg havde selvfølgelig håbet at spille en bedre kamp, men sådan skulle det ikke være, siger han til ekstrabladet.dk og erkender i samme åndedrag, at han ikke er tilfreds med sin aktuelle form.

- Jeg synes heller ikke, at jeg har været specielt fremragende i de seneste kampe for AaB. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men nogen gange er man i bedre form end andre, forklarer Bøgelund.

- Jeg troede, at jeg havde fundet stabiliteten, og jeg burde være rutineret nok til at holde formen i en halvsæson. Men måske spiller det ind, at jeg har spillet over tyve kampe i efteråret, og det har jeg ikke prøvet i meget lang tid på grund af mine mange skader, lyder det fra Kasper Bøgelund, der opsigtsvækkende mener, at han reelt ikke har været i topform siden VM i Japan/Korea i 2002.

- Ja, det er nok der, hvor jeg sidst har været i rigtig god form. Jeg ville gerne have spillet bedre i dag, men forhåbentlig vender det på lørdag (hvor AaB møder Vejle på udebane, red.) og på onsdag mod Celtic, håber AaB'eren, der indrømmer, at han nu glæder sig voldsomt til vinterpausen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere