Skotter måtte 'nøjes' med Maradona

Skotland blev snydt for de to seneste i rækken af argentinske boldekvilibrister, der er udråbt til at være den nye Maradona

Maradona var den absolutte stjerne i gårsdagens træningskamp mellem Skotland og Argentina på Hampden Park i Glasgow. (Foto: AP)
Maradona var den absolutte stjerne i gårsdagens træningskamp mellem Skotland og Argentina på Hampden Park i Glasgow. (Foto: AP)

Ekstra Bladet (Glasgow): - Han er nutidens Maradona, og det er der ingen, der kan hamle op med, fortalte Samuel Eto’o for nylig til fransk tv. Han talte naturligvis om Lionel Messi, der i spillestil er den, der minder mest om ’den lille fede’.

Ham blev skotterne desværre snydt for i aftes.

Barcelona-spilleren er ikke til rådighed for Maradona, når der spilles venskabskampe efter den lille dribler fik fri til at deltage i olympiaden i Beijing.

Og heller ikke Sergio Agüero, der også har fået benævnelsen ’den nye Maradona’ kom på Hampden Park. Han er dog formentlig lovlig undskyldt af sin landstræner, da Agüero er forlovet med Maradonas datter, Giannina.

Hun er i øjeblikket gravid – desværre for fodboldargentina med en pige. Ginannina Maradona blev i går hasteindlagt på et hospital nær hjemmet i Madrid grundet smerter i forbindelse med graviditeten. Agüero stormede derfor med jet til den spanske hovedstad for at tilse landstrænerens datter.

Skotske medier reporterede om en sønderknust Maradona, da han blev bekendt med datterens indlæggelse, men han blev dog blev overtalt til at blive i Glasgow. Her kan han trods alt trøste sig med, at nok er Messi og Agüero talentfulde spillere, men El Diego er stadig den største.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere