Kommentar: Laursen - et godt valg

Martin Laursen er det rette valg som Årets Spiller, mener Ekstra Bladets fodboldredaktør, Allan Pedersen

Præstationerne hos Aston Villa og på landsholdet fik danskerne til at stemme på Martin Laursen som Årets Spiller. (Foto: AP)
Præstationerne hos Aston Villa og på landsholdet fik danskerne til at stemme på Martin Laursen som Årets Spiller. (Foto: AP)
Værsgo, her er en ægte succeshistorie, der på en gang er rørende og fantastisk.

Martin Laursen som Årets Spiller er ikke bare et godt valg. Det er et fantastisk, ja, et bragende godt valg.

For hans historie er ikke en fortælling om et medfødt talent, der har kunnet folde sig ud i fuldt flor på en medgangsbølge, som det så ofte er tilfældet i forbindelse med kåringer af den ene eller anden slags.

Den handler om en ordinær spiller fra Fårvang, som har måttet kæmpe sig gennem et sandt helvede af lidelser for at nå frem til sit mål.

Og Martin Laursen er måske den, der tydeligst af alle tegner et billede af, at alt er muligt i fodboldens verden.

For mig fremstår han som en person, der bør være et forbillede for alle. Ikke bare herhjemme, men i hele fodboldverdenen. Og det gør han ikke bare, fordi han på fantastisk vis har kæmpet sig tilbage på den absolut top, efter at lægerne havde dømt ham færdig.

Men også fordi man bag fodboldfacaden finder et menneske, der på alle felter er gennemsympatisk. For Martin Laursen er der intet, der er for stort - og heller ikke noget, der er for småt.

Det kunne mange af nutidens utilnærmelige og forkælede fodbold-krukker lære meget af.

Så valget af Martin Laursen var for mig et af de store højdepunkter på fodboldens festaften i Cirkusbygningen.

Her mødte man mennesker, der forbandt store danske fodboldøjeblikke fra en fjern fortid frem til i dag.

De var der alle sammen - eller næsten alle sammen - fra 1948-bronzeholdets 86-årige Carl Aage Præst, nyt Hall of Fame-medlem, frem til det nyeste skud på landsholdsstammen, Ken Ilsø.

Folk, der har givet os glæder - og som vi selvfølgelig også har oplevet skuffelser sammen med.

Men først og fremmest folk, der har det til fælles, at man kun kan respektere dem for deres indsats for dansk fodbold.

Gamle venner mødtes til hyggelig snak. Søren Lerby, Frank Arnesen og Allan Simonsen, der blev aftenens andet nye medlem i Hall of Fame.

Med den årlige Fodbold Award har DBU fået skabt en tradition, der forener fortid med nutid.

Hvilket er en stor gevinst for fodbolden, fordi den er med til at holde liv i en del af den fortid, der er så vigtig for, at der kan skabes en fremtid med succes-historier.
0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere