England bliver Capellos sidste opgave

Det engelske landstrænertjans bliver Fabio Capellos sidste. Italieneren glæder sig til opgaven, som han mener bliver en stor udfordring

61-årige Fabio Capello regner ikke med at skulle have et nyt trænerjob, når han er færdig i England. (Foto: AP)
61-årige Fabio Capello regner ikke med at skulle have et nyt trænerjob, når han er færdig i England. (Foto: AP)

Fabio Capello underskrev den sidste kontrakt i sin glorværdige trænerkarriere, da han fredag sagde ja til at træne Englands fodboldlandshold de næste fire et halvt år.

- Det her er kroningen på min karriere. Det er endnu en udfordring, som er en del af trænerjobbet, men den her opgave bliver langsommere og mere kompliceret, fordi jeg må studere mere i forhold til at være klubtræner, siger Capello til den italienske tv-kanal Rai.

Capello blev i sommer fyret i Real Madrid, som han ellers førte til det spanske mesterskab, og den 61-årige italiener har siden kun arbejdet som ekspertkommentator. Han afløser Steve McClaren, der fik sparket efter 2-3-nederlaget til Kroatien, som kostede England deltagelsen ved EM-slutrunden næste sommer.

0 kommentarer
Vis kommentarer