Genvalg til Bendtner og Würtz

FODBOLD: Landstræner Morten Olsen udtog mandag eftermiddag truppen til træningskampen mod Portugal og EM-kvalifikationskampen mod Island

Nicklas Bendtner (i midten) scorede i debuten mod Polen sidste onsdag.
Nicklas Bendtner (i midten) scorede i debuten mod Polen sidste onsdag.

Angrebskometen Nicklas Bendtner fra Birmingham og midtbanedynamoen Rasmus Würtz fik begge genvalg, da Morten Olsen mandag eftermiddag udtog landsholdstruppen til landskampene mod Portugal den 1. september og Island den 6. september.

Landstræneren udtog en bruttotrup på hele 24 spillere, hvilket gav plads til de fem spillere, som måtte melde afbud til sidste uges opgør mod Polen på grund af skader.

Christian Poulsen, Søren Larsen og Daniel Jensen meldte afbud allerede inden, truppen blev samlet, mens Jesper Grønkjær og Jon Dahl Tomasson forlod træningslejren på grund af lyskeskader.

I forhold til truppen mod Polen, der oprindeligt bestod af 23 spillere, er Per Nielsen fra Brøndby ny i truppen.

Mads Junker, der blev indkaldt som reserve for Jon Dahl Tomasson, og som fik sin A-landsholdsdebut mod Polen, er røget ud.

Morten Olsen forventer at beskære bruttotruppen med et par spillere fredag.

Bruttotruppen:

Målmand:
Thomas Sørensen, Aston Villa
Jesper Christiansen, FC København

Forsvar:
Brian Priske, Club Brügge
Daniel Agger, Liverpool
Jan Kristiansen, Nürnberg
Lars Jacobsen, FC København
Michael Gravgaard, FC København
Niclas Jensen, Fulham
Per Krøldrup, Fiorentina
Per Nielsen, Brøndby
Thomas Helveg, Borussia Mönchengladbach

Midtbane:
Christian Poulsen, Sevilla
Claus Jensen, Fulham
Daniel Jensen, Werder Bremen
Rasmus Würtz, AaB
Thomas Gravesen, Real Madrid
Thomas Kahlenberg, Auxerre

Angreb:
Dennis Rommedahl, Charlton
Jesper Grønkjær, FC København
Jon Dahl Tomasson, Stuttgart
Martin Jørgensen, Fiorentina
Nicklas Bendtner, Birmingham
Peter Løvenkrands Schalke 04
Søren Larsen Schalke 04

Træningskampen mod Portugal spilles fredag den 1. september på Brøndby Stadion, mens EM-kvalifikationskampen mod Island spilles onsdag den 6. september i Reykjavik.