Skønne spildte kræfter

Nicklas Bendtner spillede en hovedrolle onsdag aften i Parken, da Danmark besejrede Island 3-0

PARKEN (ekstrabladet.dk): Han løb og løb og tog sig nogle alvorlige nærkampe med de store islandske forsvarsspillere.

Og så lagde Nicklas Bendtner op til to mål og scorede selv en enkelt gang, da Danmark besejrede Island 3-0 i den betydningsløse EM-kvalifikationskamp onsdag aften i Parken.

Bendtner var manden bag første danske mål, der blev sat ind efter 35 minutter. Christian Poulsens indlæg blev rettet af og endte hos en helt fri Bendtner, der alene med keeper Arason iskoldt sendte bolden i mål.

Og Danmark kom fortjent på 2-0 kort inden pausen, denne gang var Nicklas Bendtner manden, der satte angrebet i gang. Hans lange, præcise aflevering endte hos Dennis Rommedahl, der styrede ind straffesparksfeltet og afleverede kort til Jon Dahl Tomasson, der foran et tomt mål let kunne sætte indersiden på og øge den danske føring.

Dansk dominans
Danmark sad konfortabelt på de første 45 minutter, hvor William Kvist kom fint fra start som højre back. Sammen med Rommedahl skabte han nogle gode muligheder i højre side. Anderledes kold virkede Martin Jørgensen i angrebets venstre side. Han nåede da også kun at få otte minutter af anden halvleg, inden han blev pillet ud til fordel for Thomas Kahlenberg.

Island havde nogle få chancer, men det danske midterforsvar, der for første gang blev udgjort af Per Krøldrup og Ulrik Laursen, ragede roligt kastanjerne ud af ilden.

Oppe i det danske angreb virkede såvel Nicklas Bendtner som Jon Dahl Tomasson indstillet på hårdt arbejde under svære betingelser. Der blev - vanen tro - løbet mange meter, og især Bendtner fik sig nogle chancer, inden det lykkedes at sende bolden i mål.

Jon Dahl Tomasson burde have bragt de rød-hvide foran omkring den halve time. Men han brændte på det skammeligste ved fjerneste stolpe, hvor han helt umarkeret modtog Chris Sørensens gode frispark. Alene med målmand Arason sendte han bolden over mål.

Scoring af Kahlenberg
Danmark fortsatte med at styre kampen efter pausen, mens Island mere og mere syntes at foretrække andre steder at opholde sig. De var omend endnu færre gange i anden halvleg farlige foran det danske mål.

Thomas Kahlenberg skulle ikke bruge mange minutter på banen i anden halvleg, inden han havde bragt Danmark på 3-0. Igen stod Nicklas Bendtner bag, da han med en kort pasning fandt Auxerre-spilleren, der ikke særlig hårdt presset af en modstander let kunne udplacere Arason.

Danmark fortsatte i et moderat tempo med at lægge pres på Island, der med få mellemrum formåede at komme over midten. Kampen fusede ud og bød derefter kun på danske chancer til henholdsvis William Kvist, Christian Poulsen og Thomas Kahlenberg, der i sidste minut sendte en hård afslutning lige over det islandske mål.

Dermed slutter Danmark på 20 point som nummer fire i EM-kvalifikationsgruppe F.