Oprejsning med mislyde

Pibekoncert til det danske landshold, som i en ikke alt for medrivende og spændende kamp udspillede Letland - og fik en form for oprejsning på 3-1

Ulrik Laursen scorede sit første mål i rødt og hvidt, da han dirigerede bolden ind til 2-0 i første halvleg. (Foto: Lars Poulsen)
Ulrik Laursen scorede sit første mål i rødt og hvidt, da han dirigerede bolden ind til 2-0 i første halvleg. (Foto: Lars Poulsen)

PARKEN (ekstrabladet.dk): Det danske landshold rejste sig halvvejs onsdag aften for den efter al sandsynlighed missede EM-kvalifikation, da det vandt 3-1 over Letland i Parken.

Spillerne viste sig trods alt at være mindst en klasse over Letland, som tilsyneladende ikke havde taget selvtilliden fra 4-2-sejren på Island med til Danmark. Hvilket dog ikke just gjorde skuffelsen på tribunerne mindre, da det i 2. halvleg blev til lidt for meget trilleri.

Efter en åbning på kampen, hvor ingen af holdene syntes at ville have bolden – blandt andet med tre boldtab af 50 kamps-jubilaren Christian Poulsen til følge – fik Danmark efter seks minutter tildelt et straffespark.

Det i en tilsyneladende ufarlig situation, hvor en bold blev spillet ind i feltet i hoftehøjde og Kaspars Gorkss bevidst førte bolden med hånden.

Jon Dahl mod rekord
Den lettiske målmand Andris Vanins kastede sig ved eksekveringen til venstre, og Jon Dahl Tomasson kunne med den hårde inderside sætte sit 49. landskampsmål ind i det nederste, modsatte målhjørne. Han mangler dermed tre mål i at tangere Poul 'Tist' Nielsens målrekord på 52.

Efter scoringen overtog Danmark styringen og trykkede letterne ned mod egen mållinje med især udfordrende spil på højrekanten af Dennis Rommedahl og af en Nicklas Bendtner i angrebet, som en enkelt gang var ved at trylle sig lige midt gennem den lettiske forsvarsmur ved at løfte bolden over en modstander.

2-0-målet faldt snart efter. Et hjørne fra Rommedahl blev sparket hårdt mod forreste stolpe, hvor Ulrik Laursen dukkede op og satte knæet på den, så den piftede i mål hen over den lettiske målmands parader.

Den ’nye’, afrettede Nicklas Bendtner viste i de efterfølgende minutter i slutningen af 1. halvleg flere gange prøver på sit talent.

Han udfordrede flere gange med ryk udenom eller igennem det lettiske forsvar, og selvom det ikke bragte ham afgørende fri, viste det dog, at 19-årige Bendtner er en af de knager, det danske landshold kan hænge sine forhåbninger til den kommende VM-kvalifikation på.

Publikum piftede - Rommedahl strålede
Der var fra starten af 2. halvleg en mat stemning på tribunerne, hvor 19.004 mennesker ikke formåede at varme Parken ordentligt op. De enkelte, forventningsfulde sus, der gik gennem mængden, blev skabt af Dennis Rommedahl, som kampen igennem var i hopla.

Ajax-spilleren skød flere gange som en raket uden om sin oppasser. Det lykkedes ham også på et tidspunkt at klemme sig mellem to modspillere, som stod nærmest skulder ved skulder, og komme til en afslutning fra en spids vinkel, som desværre sad lige på Vanins.

Efter det 60. minut skabte danskerne stort set ikke en chance - og de forsøgte heller ikke udefra. Piftelydene begynde at kunne høres på tribunerne, når danskerne trillede bolden fra side til side mod de svage letter.

Mishagsytringerne blev ikke mindre hørlige af det lettiske mål til 2-1, som blev sat ind på hovedstød af synderen fra 1. halvleg. Han overløb Thomas Helveg og pandede fra forreste stolpe et indlæg fra højre ned i det lange hjørne, hvor Thomas Sørensen ikke kunne nå ud.

Da Rommedahl kort før slutfløjtet fra spids vinkel hamrede 3-1-målet i kassen, kunne man dog høre, hvor meget det danske landshold betyder for ikke mindst de folk, der kommer i Parken for at se det. Jublen ved Rommedahls kroning af en flot indsats var en lille forløsning - og sejren en form for oprejsning.