Det tyske fodboldforbund (DFB) benægter, at flere vesttyske landsholdsspillere skulle have piftet deres præstationsevne op med brug af det forbudte stof efedrin ved VM i 1966.
Anklagerne om dopingbrug på det tyske landshold er kommet frem i forbindelse med den store undersøgelse om dopingmisbrug i tysk topsport siden Anden Verdenskrig, som blev offentliggjort mandag.
Efedrin bruges til behandling af eksempelvis hjertesygdomme og astma og kan i dopingøjemed anvendes til at mindske træthedsfølelsen.
Ifølge rapporten blev der fundet spor af stoffet i dopingprøver fra tre vesttyske spillere i løbet af slutrunden i England, hvor Vesttyskland hentede sølv efter et finalenederlag til værtsnationen.
Tyskland vil have gravet dopingfortid fremMen hos det tyske fodboldforbund henviser man til, at en anden undersøgelse giver et helt andet facit.
- Den velrenommerede juraprofessor Martin Nolte fra Sportshøjskolen i Köln har beskæftiget sig intensivt med netop dette tema og kommer til det klare resultat, at der ikke blev begået dopingforseelser ved VM 1966, siger DFB's mediedirektør Ralf Köttker.
Også forbundets vicepræsident Rainer Koch tilbageviser anklagerne.
- Ingen af spillerne blev dømt for dopingbrug eller fik karantæne af FIFA dengang, fastslår Koch ifølge nyhedsbureauet DPA.
På det vesttyske VM-hold dengang var store navne som Uwe Seeler, Franz Beckenbauer og Wolfgang Overath.