Olsen: Vi er glade for alle sejre

- Efteråret har været godt, men vi er frustrerede over, vi ikke kommer til VM, siger landstræner Morten Olsen

Morten Olsen kunne kigge op mod himlen og efter en ny sejr bande pointtabene mod Armenien og italien langt væk. (Foto: Lars Poulsen)
Morten Olsen kunne kigge op mod himlen og efter en ny sejr bande pointtabene mod Armenien og italien langt væk. (Foto: Lars Poulsen)

HERNING (Ekstra Bladet): 6084 tilskuere så Danmark vinde årets sidste og betydningsløse landskamp mod Norge.

Men det blev ingen festaften for de fremmødte, selv om de fik en dansk sejr. Det blev en oplevelse, hvor danskerne slet ikke var så dominerende, som man kunne forvente på forhånd.

Nordmændene dominerede og skabte en del muligheder. Specielt før pausen, hvor de var meget i boldbesiddelse.

- Vi er glade for alle sejre. På dagen var vi ikke så dominerende, og Norge var bedst før pausen, erkendte Morten Olsen.

Se også: Karaktererne: Agger og Kjær lyste op

Landstræneren var ikke tilfreds med, at de normalt boldfaste typer som Christian Eriksen, Michae Krohn-Dehli og Nicklas Bendtner ikke evnede at holde fast i bolden, så Danmark kunne få gang i spillet.

- Men vi vidste, at Norge spiller med stor risiko. Det udnyttede vi bedre efter pausen, hvor vi fik en del omstillinger, fastslår Morten Olsen.

Han ærgrede sig på Christian Eriksens vegne over, at testkampen kun varede 38 minutter for hans vedkommende. Han fik et voldsomt spark over anklen af Vegard Forren, så han måtte støttes fra banen.

- Jeg tror der er tale om en ledbåndskade, han er nok ude et par uger. Lige nu er Søren Kaalund i gang med at tale med Tottenham for at få klarhed over, hvad der skal ske. Om han skal hjem til England eller blive her i Danmark for at få scannet anklen.

- Det er uheldigt, når han lige er kommet til en ny klub og der venter mange spændende kampe forude i december, siger Morten Olsen.

Se også: Boilesen blev matchvinder

Morten Olsen kan se tilbage på året, som endte med seks sejre, men for han er det alligevel meget frustrerende, at Danmark næste sommer ikke skal med til VM i Brasilien.

- Når vi ser tilbage på den kvalifikation, kunne vi godt leve med at tabe til Armenien i Parken, hvis vi havde vundet kampen mod Italien, fastslår Morten Olsen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere