Landstræner-afklaring måske først til foråret

Jim Stjerne Hansen har fået lov til at skubbe landstrænerafklaringen til efter nytår, hvis det bliver aktuelt

Morten Olsen (Foto: Lars Poulsen)
Morten Olsen (Foto: Lars Poulsen)

Mens det i fredags blev offentliggjort, at Claus Bretton-Meyer bliver ny administrerende direktør i DBU, når generalsekretær Jim Stjerne Hansen stopper ved årets udgang, er det fortsat uafklaret, hvordan landstrænersituationen ser ud i fremtiden. 

Morten Olsens kontrakt med DBU udløber til sommer, og mens omgivelserne spekulerer i en fortsættelse eller et landstrænerskifte, har generalsekretær Jim Stjerne Hansen det som sin sidste opgave at have en afklaring på landstrænerposten. 

Jim Stjerne Hansen har selv udtalt, at han skulle mødes med Morten Olsen og tale fremtid i slutningen af november, og parterne kan meget vel have stukket hovederne sammen i weekenden. Her var DBU-toppen således samlet i Nyborg til et strategiseminar, hvor et oplæg af Morten Olsen blandt andet var på programmet, og det kan derfor tænkes, at fremtiden på landsholdsposten også er blevet vendt i Hotel Hesselets lokaler i Christianslundsskoven nær Storebælt. 

For slutningen af november er netop det, vi befinder os i, og derfor er det vel nu, at Jim Stjerne Hansen og Morten Olsen skal diskutere fremtid? Det vil generalsekretæren ikke gå i detaljer omkring. 

- Jeg kommer ikke til at gå i detaljer omkring, hvornår vi mødes og hvad vi diskuterer. Mine svar fra tidligere er stadig gældende, siger Jim Stjerne Hansen til tipsbladet.dk. 

Han vil heller ikke komme med en nærmere dato for en offentliggørelse af landstræneren for næste periode. Dog kan processen komme trække ude, selvom planen er at have en landstrænerløsning klar inden 31. december. 

- Jeg kan ikke sige, hvornår det er på plads, men jeg regner med og har en ambition om at have en afklaring, inden den 31. december, hvor jeg stopper. Dog har jeg fået en melding fra bestyrelsen om, at jeg gerne må fortsætte ind i januar, hvis det ikke er på plads til den tid, oplyser Jim Stjerne Hansen, der altså åbner for en senere afklaring om landstræner posten end først planlagt. 

- Målsætningen er at have det på plads inden 31. december, men det kan godt blive til foråret, hvis det bliver aktuelt, siger han. 

Morten Olsen tiltrådte som landstræner for Danmark i sommeren 2000. Jim Stjerne Hansen har været med til ansætte både Richard Møller Nielsen, Bo Johansson og Morten Olsen. 

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere