Hamrén spurgte Zlatan før forlængelse som landstræner

Den tidligere AaB-mestertræner Erik Hamrén bliver ved som svensk landstræner frem til sommeren 2016

Erik Hamren fortsætte som svensk landstræner. (Foto: AP)
Erik Hamren fortsætte som svensk landstræner. (Foto: AP)

Mens den fodboldinteresserede del af Danmark venter på Morten Olsens afklaring som dansk landstræner, så har Sverige sit på det tørre.

Erik Hamrén har forlænget sin kontrakt med det svenske fodboldforbund for yderligere to år, så han er landstræner frem til sommeren 2016.

Anfører og stjerneangriber Zlatan Ibrahimovic spiller en vigtig rolle for Hamréns beslutning, siger landstræneren.

- Jeg ville høre om hans ambition og motivation. Han har sagt, at han er ligeså motiveret nu, som han var inden playoff-kampene mod Portugal, siger Hamrén ifølge svenske medier om samtalen mellem ham og Ibrahimovic.

Sverige missede næste sommers VM i Brasilien efter et samlet 2-4-playoff-nederlag til Portugal.

Hamrén fortæller, at der har været andre jobhenvendelser siden det missede VM, men at landstrænerjobbet i Sverige har været førsteprioriteten.

- Min drøm er at vinde en medalje med landsholdet. Den drøm lever, siger Hamrén.

Næste mulighed for en medalje bliver logisk nok EM 2016 i Frankrig.

Hamrén har været landstræner for Sverige siden november 2009.

0 kommentarer
Vis kommentarer