Iranere lægger Messi og topmodel for had

VM-lodtrækningen var for fræk til iransk stats-tv

Denne kjole var for fræk til iransk tv. (Foto: Silvia Izquierdo/AP)
Denne kjole var for fræk til iransk tv. (Foto: Silvia Izquierdo/AP)

Præstestyret i Iran vinder næppe nye fans i den vestlige del af verden efter lodtrækningen til næste års VM i fodbold i Brasilien, hvor rabiate iranske fodboldfans muntrede sig på sociale medier efter at have trukket Argentina og Lionel Messi.

Efterfølgende efterlod tusindvis af iranere nedsættende bemærkninger på både Lionel Messis officielle Facebook-side samt værtinden til lodtrækningen, den brasilanske model og skuespillerinde Fernanda Lima. Topmodellen måtte midlertidigt lukke sin fan-profil efter blandt andet trusler om voldtægt.

Det skriver nyhedsbureaet AFP.

Fernanda Lima var klædt i en kjole upassende for Iran, så under live-transmissionen afbrød det iranske stats-tv signalet, hver gang modellen var i billedet og brugte tiden til at lave jokes om hende. Det affødte grove kommentater til hende på Facebook.

Lionel Messi slap for de helt grove trusler, og hans fanside blev primært oversvømmet med kommentarer afstedkommet af den argentinske troldmands efternavn, som på persisk betyder 'af kobber'.

Frustreret og imod alt
Iran-ekspert Hassan Beheshtipour udlægger ifølge AFP de mange kommentarer således:

- De skyldes sociale frustrationer og en slags foragt, som føder et ønske om at være imod alt. Men i stedet for at være imod stats-tv'ets censur, så protesterer de imod hendes kjole, som ellers er passende til forårsvejr i Brasilien, siger han.

Se også: Var VM-lodtrækningen svindel?

Adskillige iranske landsholdspillere samt det iranske fodboldforbund undskyldte efterfølgende - og en undskyldningsgruppe på Facebook har på tre dage fået 30.000 tilhængere. Ganske vist er Facebook blokeret i Iran, men denne censur kan snildt omgås.

I VM's gruppe G møder Iran udover Argentina, debutanterne fra Bosnien-Hercegovia samt African Nations Cup-vinderne Nigeria.

1 af 2 Fernanda Lima dannede værtspar til VM-lodtrækningen sammen med skuespilleren Rodrigo Hilbert. (Foto: Silvia Izquierdo/AP)
2 af 2 Denne kjole var for fræk til iransk tv. (Foto: Silvia Izquierdo/AP)
0 kommentarer
Vis kommentarer