Peter Bonde: Skal snakke fremtid med DBU

Peter Bonde glæder sig over Morten Olsens kontraktforlængelse, men skal også snart have styr på sin egen fremtid i DBU. Han har kontraktudløb til sommer

Morten Olsens assistent, Peter Bonde (th.), skal snart have en fremtidssnak med DBU (Foto: Jens Dresling)
Morten Olsens assistent, Peter Bonde (th.), skal snart have en fremtidssnak med DBU (Foto: Jens Dresling)

Torsdag blev det officielt, at Morten Olsen fortsætter som landstræner for Danmark. Olsen har underskrevet en kontraktforlængelse med DBU, så parterne atter har papir på hinanden frem til sommeren 2016, men hvor chefen for landsholdet nu har fremtiden på plads, er situationen anderledes for hans assistenter. 

Flere af folkene i teamet bag Morten Olsen har således kontraktudløb til sommer. En af dem er assistenten Peter Bonde, der altså kun har et halvt år tilbage af sin aftale med DBU. Han skal snart tale fremtid med elitechef John Helt. 

- Det er som det har været gennem hele min tid i DBU. Hvert andet år har vi en snak om fremtiden, og det skal jeg så have med John Helt inden så længe. Nu har Morten talt med John om fremtiden i DBU, hvor der sker mange nye ting med en direktør, en ny formand og andet spændende. Det skal jeg også høre nærmere om, og så tager vi den derfra, siger Peter Bonde til tipsbladet.dk.

Se også: Olsen beholder tophyre - trods underskud

Peter Bonde vil ikke entydigt slå fast, at han er klar til at forlænge sin kontrakt med DBU, men han fremhæver sit gode samarbejde med Morten Olsen, som han har været assistent for siden 2006. 

- Vi har snart arbejdet sammen i otte år, så vi har et godt samarbejde, men lad os se, hvad der sker, siger han. 

Morten Olsen fremhævede i forbindelse med sin forlængelse, at fremtiden tegner lys for det danske A-landshold. Det nikker Peter Bonde genkendende til. 

- Vi har lige været samlet i et par dage i landstrænergruppen, og der er en stor optimisme med hensyn til fremtiden. Der er masser af talent, og der er sat nogle gode ting i gang med hensyn til udviklingen. Det ser lovende ud talentmæssigt, siger Peter Bonde, der heller ikke er i tvivl om, at Morten Olsen er den rigtige mand som landstræner i den kommende periode frem mod EM i 2016. 

Se også: DBU har kun forhandlet med Olsen

- Hvis du kan nævne en kandidat, der er mere egnet end Morten, lytter jeg gerne. I mine øjne er det indiskutabelt, at Morten er det bedste valg lige nu. Så er der diskussionen om folkedybet, men fodboldfagligt oplever jeg en stor respekt i trænerkredse i Danmark omkring Morten.

- Jeg har lige været samlet med 60-70 P-træner-kursister, og der er mange, der kom hen og sagde: 'Forlæng nu med Morten'. Der er stor respekt for ham i den danske fodboldverden, og det betyder altså væsentligt mere end hvad en tilfældig blogger på en formiddagsavis mener, fastslår Peter Bonde. 

Det danske landsholds næste kamp er onsdag den 5. marts mod England. Inden da er der lodtrækning til EM-kvalifikationsturneringen den 23. februar.

0 kommentarer
Vis kommentarer