DBU: Richard havde uvurderlig betydning

Richard Møller Nielsen kan tilskrives det største resultat i dansk idræt nogensinde, siger DBU-formand.

(Foto: Jakob Jørgensen)
(Foto: Jakob Jørgensen)

Det er med stor sorg, at formand for Dansk Boldspil-Union, Allan Hansen, har modtaget beskeden om Richard Møller Nielsens død.

Beskeden om den tidligere fodboldlandsholdstræners bortgang er dog ikke kommet uventet hos DBU-formanden, idet Richard Møller Nielsen har været syg gennem en længere periode.

- På det personlige plan er det min oplevelse, at man skal lede længe efter et så godt og hyggeligt menneske som Richard, siger Allan Hansen i en pressemeddelelse.

Selvom at Allan Hansen ikke nåede at sidde i DBU's bestyrelse, mens Richard Møller Nielsen op gennem starten af 1990'erne var dansk landstræner, så var formanden 'så heldig at møde ham mange gange siden.'

- Dels på grund af vores fælles oprindelse og bopæl på Fyn, dels fordi vi i DBU har holdt kontakten med ham siden, siger Allan Hansen.

Richard Møller Nielsen vil især blive husket for at have ført fodboldlandsholdet til EM-guldet i Sverige i 1992. Derudover nåede han at fejre en række andre triumfer i sin tid som landstræner.

- Som formand for DBU kan jeg bare konstatere, at Richards betydning for dansk fodbold er uvurderlig, og at vi kan tilskrive ham europamesterskabet som det største resultat i dansk idræt nogensinde, konstaterer Allan Hansen.

Richard Møller Nielsen var landstræner i perioden 1990-1996, mens Allan Hansen blev valgt ind i DBU's bestyrelse i 1997 og dernæst blev DBU's formand i 2002.

Den tidligere landstræner og triumfator for dansk fodbold nåede at blive 76 år.

Richard Møller Nielsen, der døde torsdag efter længere tids sygdom, stod i spidsen for landsholdet, der i 1992 vandt EM og sikrede Danmark sin største fodboldtriumf nogensinde. Han blev 76 år.

I en flot trænerkarriere nåede han også at vinde DM to gange med OB.

* Født den 19. august 1937 i Ubberud, Odense.

Aktiv karriere:

* OB 1955-1962.

* Landskampe: 2.

Trænerkarriere:

* Brobyværk 1962-1963.

* OB 1964-1967.

* Esbjerg 1968-1969.

* Svendborg 1969-1974.

* OB 1975-1985.

* Danmarks U21-landshold 1978-1989.

* Assistenttræner for det danske landshold 1987-1990.

* Danmark 1990-1996 (73 kampe - 40 sejre, 18 uafgjorte, 15 nederlag).

* Finland 1996-1999.

* Israel 2000-2002.

* Kolding FC 2002-2003.

Triumfer:

* Danske mester med OB i 1977 og 1982.

* Europamester 1992.

* King Fahd Cup-vinder 1995.

Hæder:

* Årets træner i Danmark 1975.

* World Soccer Manager 1992.

* FIFA Centennial Order of Merit 2004.

* Finlands Captain's Ball 2012.

Privat:

* Gift med Jonna
* Tre børn - to drenge og en pige

0 kommentarer
Vis kommentarer