Kjær: Umuligt at måle sig med Zlatan og co.

Simon Kjær har erkendt, at det er umuligt for Lille at vippe stenrige PSG og Monaco af pinden i den franske liga

Simon Kjær er en kamp fra sommerferien. (Foto: Lars Poulsen)
Simon Kjær er en kamp fra sommerferien. (Foto: Lars Poulsen)

HELSINGØR (Ekstra Bladet): Det er noget af en sæson, Simon Kjær har haft i franske Lille.

Klubben spillede sig imponerende til en slutplacering som nummer tre, og skal efter sommerferien ud og jagte en plads i CL-gruppespillet.

Ikke mindst i kraft af et særdeles tæt forsvar, hvor den lyslokkede dansker spillede en absolut hovedrolle.

Men selv om sæsonen har været en ubetinget succes, så erkender Simon Kjær, at han næppe kan nå højere op i tabellen, hvor den stenrige duo Monaco og ikke mindst PSG sidder tonstungt på toppen.

Se også: Kvist: Zlatan får en tunnel

- Man må ikke sammenligne sig med sådan en klub. De har jo ingen øvre grænser, siger han med henvisning til, at pariserne senest har hentet David Luiz hos Chelsea for svimlende 460 mio. kroner.

- Der var en, der sagde, at det var lidt lige som om, Lille havde vundet den normale franske liga, for du har to hold, hvor milliarderne vælter ind. At blive treer næste år bliver svært, for det er en svær liga. Vi skal nok derop ad igen, men Paris kan du ikke hente. Det kan du ikke, selvom alt er muligt. Man kan vinde en kamp mod dem, men man slår dem ikke over en hel sæson.

- Det er selvfølgelig lidt surt. Men de har løftet ligaen, så på den måde er det positivt. Men et bliver nok lidt svært at hente Paris, hvor jeg er lige nu. Det er nok noget, man går og griner lidt af, lyder det med henvisning til de usårlige rivalers bundløse pengekasser.

Når det danske landshold onsdag aften lukker sæsonen med venskabskampen mod Sverige, får Kjær igen 'fornøjelsen' af PSG-stjernen Zlatan Ibrahimovic. En spiller, der aftvinger respekt.

Se også: Zlatan er tvivlsom til Parken: Udgik fra træningen

- Der er ikke så meget andet at sige, end at man skal have respekt for ham og alt det, han gør på banen. Paris er et hold fuld af verdensstjerner, og der er han bare stjernen over dem alle. Han bliver egentlig bare bedre og bedre. På et tidspunkt må det også gå den anden vej, men det ligger vist ikke lige rundt om hjørnet, erkender Simon Kjær, der hellere vil fokusere på sin egen succes-sæson end de franske mestres altoverskygggende profil.

- Det har været et fantastisk år. Det har været en fornøjelse at have sådan en sæson igen. Det defensive har kørt bedst. Vi har haft mange clean sheets, så derfor har forsvaret fået en passe positiv kritik. Det har selvfølgelig givet en masse selvtillid, og der har været nogen kampe, hvor man har tænkt, ’hvordan fanden skal de score mod os?’. Det gør bare, at tingene bliver selvforstærkende. Så er jeg kommet ind på et hold, hvor træneren og mentaliteten har været klar fra start. Det gør det lettere. Jeg havde nok forventet, at der ville gå længere tid, men det er bare dejligt, forklarer midterforsvareren, der håber, at det lykkes for Lille at spille sig ind i Champions League.

Se også: Her er Olsens 'startopstilling': Højbjerg ligner starter

- Nu skal vi forhåbentlig ud og spille en masse europæisk fodbold. Det giver en masse flere kampe, og jeg håber, at vi kan præstere i begge dele. For det ville være skidt, hvis vi spiller ude i Europa og så ikke ender på en plads, der giver europæisk fodbold. Det er første gang for mig, og det glæder jeg mig meget til. Det bliver meget svært, fordi Portugal er gået forbi Frankrig i seedningen, men naturligvis vil jeg helst ud og høre Champions League-melodien, siger han og fortsætter:

- Jeg vil gerne prøve kræfter med europæisk fodbold og med den belastning, det vil være for min krop at spille flere kampe. Det er noget, jeg glæder mig til, men det er også noget, der kræver tilvænning. Men uanset om det bliver Champions League eller Europa League, er det noget, jeg glæder mig til. Det bliver noget nyt, men det bliver spændende.

0 kommentarer
Vis kommentarer