TV: Nytårskæk Kvist gør grin med Premier League

Landsholdsspilleren har lagt en nytårstale på facebook, hvor han med et glimt i øjet ser tilbage på året, der gik

Afstanden mellem idoler og fans er blevet mindre og mindre på de sociale medier, hvor 'almindelige' mennesker kan kommunikere direkte med deres idoler.

De fleste professionelle fodboldspillere er i dag aktive på enten facebook eller Twitter.

Læs også:

William Kvist: Derfor er jeg vraget

Men nogle fodboldspillere giver et større indblik i hverdagen end andre, og den kategori må man sige, at William Kvist tilhører.

Giver noget til sine fans
Landsholdsspilleren er særdeles aktiv på facebook, hvor han ofte lægger videoklips ud med sig selv, hvor han blandt andet fortæller om sit liv som professionel fodboldspiller i tyske VfB Stuttgart, men også indvier sine fans i personlige oplevelser og betragtninger.

- Jeg vil meget gerne inspirere andre og fortælle om, hvordan jeg gør tingene og hvad der virker for mig.

- Samtidig vil jeg gerne give noget tilbage til de mange fans. Det føler jeg også et ansvar for, siger William Kvist til Ekstra Bladet om hans aktivitet på facebook, hvor næsten 10.000 følger midtbanespilleren.

Læs også:

William Kvist kan blive solgt i januar

På årets første dag har landsholdsspilleren lagt en video ud med titlen 'Kvistens nytårstale'. En form for parodi på dronning Magrethes nytårstale, hvor Kvist med en god portion humor ser tilbage på året, der gik og frem mod det kommende.

- I disse dage går mine tanker også til de mange fodbolddanskere, der må nøjes med Premier League - nu hvor Superligaen og Bundesligaen holder pause. Mine tanker går til enhver, der må sidde med den sorg og det savn, lyder det med et glimt i øjet, fra Bundesliga-spilleren.

Nytårstalen skal være tradition
Han kommer også omkring den glippede VM-kvalifikation og om den kommende EM-kvalifikation, hvor 'Kvisten' har et specifikt ønske.

- Vi skal stå sammen om igen at være repræstenteret ved en slutrunde. Det er min vision for 2014, og så krydser jeg fingre for, at vi ikke trækker Armenien i kvalifikation, lyder det i talen med reference til 4-0 nederlaget i Parken i sommers.

Den løsslupne tone kan man ifølge Kvist se frem til igen til næste år.

- Nytårstalen bliver en tradition, som gerne skulle være lidt sjov og samtidig gøre status på året, der gik, fortæller han til Ekstra Bladet.

Hør hele den sjove nytårstale i tv-klippet over artiklen