Se drømmeholdet: Danmark er Nordens fodboldkonger

Seks danskere figurerer på det nordiske drømmehold, som den norske avis Verdens Gang har ladet udvælge - men det er lidt i mangel af bedre

Okay, vi vidste det jo godt, men det er da altid rart for selvforståelsen at få det bekræftet: Danmark er Nordens Fodboldkonger.

Denne gang er det den store norske avis, Verdens Gang, som bekræfter det faktum, som enhver nordisk lilleput har fået ind med første touch med indersiden.

Det er fjerde gang, de fodboldkloge nordmænd sætter ’Nordens Drømmelag’ men dog første gang, at Nordens brasilianere dominerer så udtalt. Hele seks danskere udgør rygraden på holdet, der kun tæller en svensker, en finne og en nordmand, mens to islændinge er med i front.

Ekstra Bladets Sport Awards: Årets kollaps

VG’s fodboldekspert Knut Espen Svegaarden begrunder:

- Som hold er Danmark ikke så meget bedre end de andre. Men de har et lidt bedre udvalg og nogle flere individualister end resten. De har det mest komplette hold, og trods Sveriges play-off kampe, mener jeg, at Danmark er Nordens bedste hold.

Se, sådan taler en rigtig ekspert, der endda må forholde sig til, at kun den tidligere FCK’er, Brede Hangeland, kan klemme sig ind. Det gør han til gengæld for fjerde år i træk – i øvrigt i selskab med William Kvist og en vis Zlatan Ibrahimovic.

- I praksis var der ikke andre på tale, og det siger lidt om norsk fodbolds tilstand. Det vil tage tid, før Norge igen har et hold, der er godt nok til at hævde sig i turneringer. Vi mangler klassespillere, konstaterer Svegaarden nøgternt.

Peter Bonde: Skal snakke fremtid med DBU

Han sammenfatter, at der næppe er tale om et hold, som kunne gå videre til fra et gruppespil i en VM-slutrunde.

- Det fortæller, hvor langt de nordiske lande ligger bag de øvrigt i øjeblikket. Der er for få klassespillere. Udvalget er desværre tyndt, siger Knut Espen Svegaarden, som da heller ikke kan se holdet skabe resultater uden verdensstjernen Ibrahimovic på toppen.

Som træner har han valgt svenske Lars Lagerbäck, der huserer på Island.

DBU forlænger aftalen med Parken

Her er hans hold:
Jussi Jääskeläinen (38 år), West Ham og Finland
Peter Ankersen (23), Esbjerg og Danmark
Daniel Agger (29), Liverpool og Danmark
Brede Hangeland (32), Fulham og Norge
Nicolai Boilesen (21), Ajax og Danmark
Gylfi Sigurdsson (24), Tottenham og Island
Christian Eriksen (21), Tottenham og Danmark
William Kvist (28), Stuttgart og Danmark
Viktor Fischer (19), Ajax og Danmark
Alfred Finnbogason (24), Heerenveen og Island
Zlatan Ibrahimovic (32), Paris Saint-Germain og Sverige

På bænken:
Keeper: Andreas Isaksson, Kasimpasa og Sverige
Back: Pierre Bengtsson, FC København og Sverige
Stopper: Per Nilsson, Nürnberg og Sverige
Midtbane: Aron Gunnarsson, Cardiff og Island
Midtbane: Michael Krohn-Dehli, Celta Vigo og Danmark
Angreb: Kolbeinn Sigthorsson, Ajax og Island