Esbjerg leder efter Thorups afløser

Jess Thorup gør arbejdet færdig i Esbjerg fB denne sæson, inden han bliver ny U21-landstræner

Torsdag kunne Dansk Boldspil-Union præsentere Jess Thorup som ny U21-landstræner.

Thorup tiltræder posten til sommer, hvor han afløser Morten Wieghorst, der tidligere på vinteren blev ny assistenttræner for Michael Laudrup i Swansea City.

Han forlader samtidig posten som cheftræner i Esbjerg fB, og afløseren er endnu ikke fundet, meddeler superligaklubben.

- Hvis nogle skulle tvivle på, om jeg agter at slutte bedst muligt af i Esbjerg, kan jeg sige, at jeg glæder mig meget til et spændende forår med EfB. Den første prioritet er at overleve i Superligaen og den næste er at vinde finalen i DBU Pokalen, siger Jess Thorup til klubbens hjemmeside.

EfB’s administrerende direktør, Søren Poulsen, oplyser, at EfB og Jess Thorup var enige om betingelserne for et fortsat samarbejde ud over den nuværende kontraktperiode, da henvendelsen fra DBU kom.

- Det er med blandede følelser, vi afgiver Jess Thorup til tjeneste i DBU, men vi vil ikke stå i vejen for et så attraktivt og indholdsrigt job i et internationalt miljø. Vi betragter det som en cadeau til først og fremmest Jess selv, men også til EfB, at han har kunnet udvikle sig i et stærkt fagligt miljø til at være DBU’s førstevalg som U21-landsholdstræner. På længere sigt håber vi at kunne drage nytte af de nye kompetencer, Jess vil tilegne sig i de kommende år, og vi vil af flere årsager holde en tæt dialog med ham, siger Søren Poulsen.

[[[[

Jess Thorup

Thorup debuterede på højeste niveau for OB i 1989, inden han rejste til Tyskland og KFC Uerdingen og videre til FC Tirol Inssbruck.

Han vendte hjem til Danmark og spillede syv sæsoner i Esbjerg fB, hvor han nåede 240 kampe og scorede 71 mål.

Den aktive karriere sluttede under Ståle Solbakken en enkelt sæson i norske Ham-Kam.

Thorup vandt det danske mesterskab med OB i '89 samt to pokaltitler med fynboerne i '91 og '93.

Han var blandt andet med på det mandskab, der sensationelt besejrede Real Madrid i efteråret 1994.

Han tiltrådte straks efter sin aktive karriere som assistenttræner i Esbjerg i 2006, indtil han overtog cheftrænerstillingen fra Ove Pedersen i marts 2011.

Jess Thorup har parallelt med sin fodboldkarriere uddannet sig som revisor og statsautoriseret ejendomsmægler, ligesom han i 2010 blev indehaver af den højeste danske (DBU) og europæiske (UEFA) træneruddannelse, Pro-license.

Kilde: DBU

]]]]
0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere