Medvind til Danmarks bud på EM 2020

København er blevet kåret til verdens syvendebedste sportsby. Det er et rygstød til Danmarks EM-bud i 2020, vurderer Wonderful Copenhagen.

Der kan sættes et ekstra plus ud for Danmark og København, når det næste år skal vurderes, hvilke 13 byer der skal huse EM-slutrunden i 2020. 

Danmark har lagt billet ind på at blive en del af slutrunden med Parken og København som en af de 13 værtsbyer, og det bud får nu et rygstød i form af fornem hæder til den danske hovedstad. 

København er således nummer syv på listen over verdens bedste sportsbyer, som kåres af Sportcal på baggrund af en analyse af næsten 700 store sportsbegivenheder, som enten er afholdt eller skal afholdes i årene 2008-2019. Dermed er den danske hovedstad i fornemt selskab med en række tidligere og kommende OL-byer. 

Den fornemme placering kan komme Danmark og København til gode i kampen om at trække EM i fodbold 2020 til landet, vurderer Lars Vallentin Christensen, der er chef for sportevents i Wonderful Copenhagen, som er med til at afgive det danske EM-bud på slutrunden i 2020.

- Vi ligger helt forrest i buddet om VM i ishockey i 2018, og vi afgiver bud på slutrunden i EM i fodbold i 2020, som kan blive de to største sportsbegivenheder nogensinde herhjemme. Placeringen af København i den absolutte verdenselite af sportsbyer er et kæmpe rygstød og en yderligere hjælp til os i arbejdet med at få disse og andre begivenheder til byen, siger han i en pressemeddelelse. 

Hele 32 byer har indtil videre ansøgt om at blive vært for EM-slutrunden i 2020. De 13 udvalgte byer bliver offentliggjort den 25. september 2014.

0 kommentarer
Vis kommentarer