Bagom Hjulmand: 11 ting du skal vide

Bagom Danmarks succestræner: Vi kender til hans lederevner, mesterskabet med FC Nordsjælland og fyringen i Mainz. Men her er 11 ting, du måske ikke vidste om Kasper Hjulmand

Bagom Hjulmand: 11 ting du skal vide

I løbet af de seneste fem uger som landstræner har Kasper Hjulmand og spillerne været gennem hele følelsesregistret.

De har grædt sammen, de har fået psykologhjælp, men de har også jublet, fordi Danmark har begejstret fodbold-Europa med sprudlende angrebsspil.

Kasper Hjulmand har tacklet det hele sublimt. Om det har været de taktiske ændringer undervejs, kommunikationen, skideballerne til UEFA eller krisehåndteringen, så har han klaret det hele sublimt.

Men hvem er han i grunden hele Danmarks landstræner.

Her er 11 ting, som du skal vide om Kasper Hjulmand.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Har boet i Grønland

Kasper Hjulmand er født i Aalborg, men boede som ganske lille i Grønland, hvor hans lærerforældre arbejdede.

Det meste af opvæksten foregik dog i Auning på Djursland.

Han viste tidligt interesse for fodbold. Hans forældre har fortalt, at han som toårig kravlede han op fra tremmesengen for at se VM i 1974.

Han fik sine første fodboldstøvler som femårig, kort efter blev han udtaget til kamp - uden at have deltaget i træningen.

Morten Olsen så tidligt et stort lys i Kasper Hjulmand. Foto: Lars Poulsen
Morten Olsen så tidligt et stort lys i Kasper Hjulmand. Foto: Lars Poulsen

Var scout for Morten Olsen

Da Kasper Hjulmand var ynglingetræner i Lyngby, ringede Morten Olsen en dag.

Den daværende danske landstræner havde lagt mærke til Hjulmands arbejde og ville gerne benytte sig af hans skarpe fodboldøjne.

Morten Olsen sendte Kasper Hjulmand til Georgien for at se en kamp, og han var så tilfreds, da Hjulmand aflagde rapport, at han tilknyttede ham landsholdet som modstander-scout op mod EM-slutrunden i 2004.

Det blev starten på et venskab, og Kasper Hjulmand har lært meget om grundighed af Morten Olsen.

Pigerne jagtede ham

I Kasper Hjulmands Blå Bog fra amtsgymnasiet i Paderup kan man læse, at han udover sport er glad for musik.

Til festerne startede han altid med at drikke sodavand, så han kunne flygte fra stimen af piger fra 1.G, der forfulgte ham.

Han var i gymnasiet aldrig typen, der bagte på pigerne. Det var altid omvendt, står der i Den Blå Bog.

Kasper Hjulmand en meget retskaffen person, og det blev også bemærket i gymnasiet.

Han kunne finde på at sige 'det gi'r jeg mit ord på', og troede kammeraterne ikke på ham, kunne han blive sur og forarget.

Kasper Hjulmand med sin kone Vibeke og parrets yngste barn, Liva. Foto: Jens Dresling
Kasper Hjulmand med sin kone Vibeke og parrets yngste barn, Liva. Foto: Jens Dresling
 

Mødte sin kone på højskole

I starten af 90’erne tog Kasper Hjulmand på højskole i Vejle, og det var her, at hans mødte sit livs kærlighed.

Vibeke fra Bornholm havde også tilmeldt sig kurset på Vejle Idrætsefterskole, og der opstod sød musik.

Parret, der bor i Lillerød, har snart været sammen i 30 år og har sammen tre børn: Marcus, Mikkel og Liva.

Familien går forud for alt for Kasper Hjulmand, selvom passionen for fodbold er stor.

Da han tilbage i 2014 fik tilbud om at blive træner i Bundesliga-klubben Mainz, ville han ikke takke ja, før hustruen Vibeke havde været med i Tyskland.

Kommer ud af sportsglad familie

Kasper Hjulmand kommer ud af en meget sportsglad familie.

De fine idrætsfaciliter i Auning på Djursland var en af årsagerne til, at familien Hjulmand i 70’erne slog sig ned lige præcis der.

Hans mor, Hanne, dyrkede i mange år atletik på højt niveau. Hun var god til kastedisciplinerne kuglestød, diskoskast og spydkast og blev flere gange Danmarksmester.

Hans far, Peter, var i sine lidt yngre år en habil stopper på Aunings bedste hold.

Kasper Hjulmands lillesøster, Rikke, havde et så stort talent inden for volleyball, at hun nåede landsholdet. Som sin storebror har hun studeret idræt.

Udover fodbold var Kasper Hjulmand som barn god til både tennis og badminton.

Søren Lerby i aktion mod Spanien under EM-slutrunden i Vesttyskland i 1988. Foto: Lars Poulsen
Søren Lerby i aktion mod Spanien under EM-slutrunden i Vesttyskland i 1988. Foto: Lars Poulsen

Så idolet Lerby til EM

Kasper Hjulmand har været med til en EM-slutrunde før. Ikke som træner, men som tilskuer.

I 1988 startede hans far, Peter, bilen og kørte sydpå. EM blev spillet i Vesttyskland, og Kasper Hjulmands lillesøster, Rikke, og nogle venner var også med på turen.

Slutrunden markerede afslutningen på en gylden generation af danske spillere.

Et dansk hold med spillere som Søren Lerby, Ivan Nielsen og Preben Elkjær forlod Vesttyskland efter tre nederlag i gruppen til Spanien, Vesttyskland og Italien.

Særligt Søren Lerby har Hjulmand formentlig holdt øje med.

Den blonde midtbanekriger med de nedrullede strømper var hans idol, og også Allan Simonsen havde en særlig plads i det unge fodboldhjerte.

Syv knæoperationer stoppede karrieren

Kasper Hjulmand var et talent som ung. Han skiftede som 15-årig fra Auning til Randers Freja og var anfører på klubbens stærke ynglingehold.

Da han i begyndelsen af 90'erne flyttede til København for at studere, begyndte han at spille i Herlev. Siden fik Johnny Petersen lokket ham til B.93 i 1995.

Kasper Hjulmand nåede flere kampe for klubben i 1. division, men han var allerede på det tidspunkt stærkt plaget af knæproblemer.

Han indstillede sin korte karriere i en alder af 25 år efter syv knæoperationer.

Holdkammeraterne fra B.93 rykkede op i Superligaen, mens Hjulmand så til fra sidelinjen.

Kasper Hjulmand kæmper for bedre vilkår for nogle af samfundets mest udsatte grupper. Foto: Lars Poulsen
Kasper Hjulmand kæmper for bedre vilkår for nogle af samfundets mest udsatte grupper. Foto: Lars Poulsen
 

Kæmper for handicappede

Kasper Hjulmand er meget engageret i mennesker.

Han bruger en del af sin sparsomme fritid på at kæmpe for bedre forhold for de handicappede.

Det gør han ikke mindst med baggrund i, at hans lillebror, Simon, er udviklingshæmmet med en form for autisme.

Det ligger ham på sinde, at forholdene for handicappede forbedres i det danske samfund.

På et tidspunkt lavede han et opslag på sin LinkedIn-profil med et klart budskab:

'Det er på høje tid, at der sættes fokus på de handicappedes vilkår i Danmark. Danmark har forpligtet sig via FN's handicapkonvention til at sikre, at alle i Danmark uanset handicap har samme muligheder at leve et meningsfyldt liv. Der er langt igen, selv menneskerettighederne er til tider truet. Det er på tide, at konventionen implementeres direkte i dansk lovgivning.'

Landstræneren har også en plads i præsidiet hos UNICEF, hvor arbejdet er ulønnet.

                                       Hjælp, skal vi giftes?

Da Kasper Hjulmand stadig var et ukendt og ubeskrevet trænerblad som ungdomstræner i Lyngby, stod han frem mod sin nuværende kone, Vibeke, i DR programmet 'Hjælp, skal vi giftes?'

Her blev de testet for om de to nu var de rette mennesker for hinanden til at leve lykkeligt til deres dages ende.

Det var i år 2000 de stillede op i DR underholdningsprogrammet, hvor belønningen til Kasper og Vibeke var en krydstogtrejse. 

Kasper og Vibeke, der snart har kendt hinanden i 30 år, er gift og lever lykkeligt med deres tre børn i basen i Lillerød.

Kasper Hjulmand startede trænerkarrieren i Lyngby, hvor han først var ungdomstræner, siden fik ansvaret for førsteholdet. Efterfølgende gik turen til FC Nordsjælland og Mainz, inden han fik ansvaret for landsholdet. Den aftale løber frem til 2024. Foto: Ernst van Norde.
Kasper Hjulmand startede trænerkarrieren i Lyngby, hvor han først var ungdomstræner, siden fik ansvaret for førsteholdet. Efterfølgende gik turen til FC Nordsjælland og Mainz, inden han fik ansvaret for landsholdet. Den aftale løber frem til 2024. Foto: Ernst van Norde.
 

Fodboldtræner ved et tilfælde

- Kasper, du skal være fodboldtræner!

Sådan faldt ordene fra Birger Jørgensen, daværende sportschef i Lyngby, efter at have deltaget i et kursus, som Kasper Hjulmand og Kenneth Heiner Møller, nuværende chef for træneruddannelsen i DBU, stod for tilbage i 1997.

De havde etableret en daghøjskole, SportsAkademiet, hvor Birger Jørgensen var en af de første kursister.

Han var så begejstret for Hjulmands tilgang til jobbet, at han hyrede ham til sin klub.

Hjulmand blev ansat som cheftræner for Lyngbys ynglingehold med Kenneth Heiner som assistent. Det job passede de sideløbende med SportsAkademiet.

Hjulmands evner som leder blev allerede bemærket i hans første trænerjob.

- Han havde altså tænkt over, hvordan man skulle lede andre mennesker. Det var helt nyt for os. Ja, helt nyt for alle, husker Birger Jørgensen.

Kasper Hjulmand så til fra Bornholm, da Danmark i 1992 hævede EM-trofæet i Sverig. Foto: Lars Poulsen
Kasper Hjulmand så til fra Bornholm, da Danmark i 1992 hævede EM-trofæet i Sverig. Foto: Lars Poulsen
 

Så EM-finale på Bornholm

Da Danmark i 1992 spillede EM-finale på Nya Ullevi i Gøteborg, havde både Kasper Hjulmands far, Peter, og hans onkel billet til finalen.

Kasper Hjulmand var dog ikke med i Sverige for at støtte det dansk hold mod Tyskland.

Han ville utvivlsomt gerne have været der, men kærligheden havde bragt til Bornholm 26. juni 1992.

Han var nyforelsket i Vibeke og befandt sig derfor på hendes fødeø, da Danmark slog Tyskland 2-0 og hævede EM-trofæet.