Belgisk stjerne møder op efter operation

Kevin De Bruyne gennemgik lørdag en operation og er fortsat tvivlsom til Belgiens EM-åbningskamp mod Rusland

Kevin De Bruyne måtte lade sig udskifte 66 minutter inde i Champions League-finalen 29. maj, efter at han brækkede næsen og fik et brud tæt på øjenhulen. Foto: Michael Steele/Ritzau Scanpix
Kevin De Bruyne måtte lade sig udskifte 66 minutter inde i Champions League-finalen 29. maj, efter at han brækkede næsen og fik et brud tæt på øjenhulen. Foto: Michael Steele/Ritzau Scanpix

Kevin De Bruyne sluttede sig mandag til den belgiske landsholdstrup, der er samlet på træningslejr nær Bruxelles forud for EM, der begynder senere på ugen.

Det er én dag tidligere end forventet, efter at midtbanespilleren lørdag gennemgik en mindre operation i ansigtet, og det glæder landstræner Roberto Martínez, at De Bruyne nu har indfundet sig i truppen.

- Det er fantastisk, at Kevin De Bruyne er kommet til truppen. Han ser frisk og klar ud, og bare at se ham gå ned i spisesalen var dagens højdepunkt, siger Martinez ifølge nyhedsbureauet AFP.

Manchester City-profilen fik et brud på næsen og tæt på øjenhulen efter et sammenstød med Chelseas Antonio Rüdiger i Champions League-finalen forrige lørdag.

Han var derfor ikke med i landsholdssamlingen fra start, og det er også stadig tvivlsomt, om han når at blive klar til Belgiens EM-åbningskamp mod Rusland på lørdag.

- Han skal tilses af lægestaben de næste dage, og så snart han får grønt lys, bliver han integreret i de sportslige forberedelser.

- Lige nu regner jeg ikke med Kevin til den første kamp, men det kan ændre sig, hvis han tilpasser sig sit eget program godt. Det er for tidligt at beslutte, om han spiller, siger Martinez.

Danmark møder Belgien i den anden kamp i gruppespillet 17. juni.

De Bruyne er et ubehageligt bekendtskab for enhver modstander. Det blev også bekræftet søndag, hvor han blev kåret som årets spiller af den engelske fagforening Professional Footballers Association (PFA).

Det er andet år i træk, at prisen går til De Bruyne, og dermed er han den kun tredje spiller i historien, der får prisen to år i træk.

Klar til EM-manager? Eksperten peger på to mulige point-magneter til spotpris!

- Det kommer til at forandre deres kvalitet. Hjulmand analyserer Belgien uden De Bruyne