Bendtner bare bedst - sådan spillede danskerne

Jakob Poulsen og Daniel Wass stod svagest i billedet i landskampen mod USA

Bendtner var forrygende foran målet i dag (Foto: Lars Poulsen)
Bendtner var forrygende foran målet i dag (Foto: Lars Poulsen)

Med tre scoringer sikrede Nicklas Bendtner, at Danmark begyndte landskampåret med en 3-2 sejr over USA i testlandskampen i  Aarhus.

Wolfsburg-bomberen var i spillemæssig hopla og vendte et truende 1-2 nederlag til dansk sejr i løbet af de sidste ti minutter.

Her er karaktererne for de danske spillere i landskampen. 0 er værst og seks er bedst.

Se også: Bum! Bum! Bum! Lord Bendtner blev konge af Aarhus

Stephan Andersen 3
Chanceløs ved de to scoringer. En aften, hvor han ikke blev overanstrengt. God med fødderne og sikker i det meste af, hvad han var involveret i.

Daniel Wass 1
Han var involveret i begge USAs scoringer. Det lignede godt nok et frispark ved det første. Ved nummer to lignede det offside, men han kom på mellemhånd.  Langt bedre i offensiven, hvor han var med i 1-1 målet.

Simon Kjær 3
Han tøvede lidt ved det første amerikanske føringsmål. Ellers solid og styrmand i defensiven. Han viste sin farlighed på dødbolde enkelte gange.

Erik Sviatchenko 3
En rimelig debut for FCM-spilleren. Han valgte de nemme løsninger og tog ingen chancer. Han virkede dog en smule nervøs i flere situationer. 

Nicolai Boilesen 3
Stærk i offensiven og påpasselig i defensiven. Havde en god erobring, der kunne have ført til scoring. Udskiftet kort efter pausen, fordi han har spillet mange kampe på det seneste.

William Kvist 2
En indsats under middel. Startede med enkelte gode aktioner, men havde også en periode før pausen præget af flere fejlafleveringer. Udskiftet i pausen.

Michael Krohn-Dehli 2
Han er i fin form på klubholdet. Det kom ikke til udtryk i testkampen mod USA. Han havde enkelte gode aktioner. Specielt et indlæg Bendtner var tæt på at nå frem til.

Jakob Poulsen 1
Et maveonde havde præget ham op til kampen. Han virkede slet ikke i omdrejninger og havde svært ved at finde fodfæste centralt på banen. Udskiftet i pausen.

Lasse Vibe 4
Blandt Danmarks bedste. Dynamisk, kreativ og altid udfordrende. Havde en fod med i udligningen og virker veltilpas i samspillet med Bendtner. Udskiftet et kvarter før tid.

Nicklas Bendtner 5
Danmarks bedste. Historien om han ikke gider i testkampe, var ikke det rigtige billede af testkampen mod USA. Han arbejdede for holdet, scorede tre – for 29. gang i 65 landskampe. Han viste, han er i form og efterlod et særdeles positivt indtryk. Var tæt på at score endnu engang.

Christian Eriksen 3
Danmarks yngste 50 kamps jubilar nogensinde var samtidig udnævnt til anfører. Fra sin udgangsposition til venstre havde han de bedste aktioner før pausen. Kort efter pausen var han tæt på at score.

Thomas Delaney 3
Kom på banen fra anden halvlegs start, hvor han afløste Jakob Poulsen. Han stod for oplægget til 2-2 træfferen. Stort løbearbejde og bragte meget energi.

Anders Christiansen 2
Kom på banen fra anden halvlegs start som afløser for William Kvist. Den lille løbemaskine fylder ikke så meget. Han arbejder godt, men fik ikke sat et afgørende aftryk.

Simon Poulsen 2
Fik de sidste 35 minutter som venstre back i stedet for Boilesen. Han er reserven og viste ikke noget, der her og nu berettiger ham til at få pladsen.

Martin Braithwaite UB
Kom på banen det sidste kvarter og får derfor ikke karakter.

Lasse Schøne UB
Han fik de sidste 13 minutter og får derfor ikke karakter.

Morten Olsen 3
Han stillede med det, der lignede tæt ved stærkeste opstilling. Han fik også flere svar. Daniel Wass er ikke løsningen som højre back. Han har for mange mangler defensivt.

26 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere