Nicklas Bendtner lagde det meste frem om sit liv, da hans selvbiografi 'Begge sider' ramte kioskerne i sidste uge.
Men den tidligere landsholdsspiller træder også lidt ved siden af og går over grænsen i visse situationer.
Det mener Thomas Delaney, der endnu ikke har læst hele bogen, men han har læst udvalgte artikler fra bogen.
Dortmund-spilleren tænker på de fester, som Nicklas Bendtner henviser til. De blev holdt i landsholdslejren på Hotel Marienlyst, når lyset var slukket i Parken, og pigerne blev kørt ind til spillerhotellet. Her foregik festerne angiveligt i den modsatte ende af hotellet, hvor spillerne boede.
- De fester foregik nok i en helt anden tid. Nu, når vi har fri, sidder vi og spiller computer til langt ud på natten, siger Thomas Delaney og uddyber:
Grænseoverskridende
- Der er en grænse for, hvad man kan tillade sig at skrive i sådan en bog.
- Jeg ved godt, han udleverer sig selv. Men man skal passe på med at vælge for andre, om noget skal udleveres. Det kan godt være grænseoverskridende for nogen, pointerer Thomas Delaney.
- Jeg synes, man skal passe på med at fortælle specielle ting om andre. Jeg havde ikke selv valgt at gøre det, understreger han.
For ham er det ikke overraskende, at Nicklas Bendtner har valgt at udgive en bog om hele sit liv.
- Jeg havde godt set den komme på et tidspunkt. Nicklas har jo levet et ret åbent liv. Jeg ved ikke, hvor meget nyt der kommer frem. Men meget vidste vi nok foregik, forklarer Thomas Delaney, der aldrig kommer til at udgive sin selvbiografi.
- Jeg har slet ikke levet så spændende et liv. Jeg har engang udgivet en billedbog til børn. Det bliver nok den eneste bog, jeg kommer til at udgive, smiler Thomas Delaney.
- En større katastrofe for Danmark end mig