Bendtner støtter dansk hold: Betaler Lord-banner

Nicklas Bendtner har selv betalt banneret, der pludselig optrådte ved Special Olympics i Los Angeles

Mens Nicklas Bendtner var i London for at spille på sin gamle hjemmebane dukkede et banner med Lord Bendtner op ved Special Olympics i Los Angeles (Foto: AP)
Mens Nicklas Bendtner var i London for at spille på sin gamle hjemmebane dukkede et banner med Lord Bendtner op ved Special Olympics i Los Angeles (Foto: AP)

Nicklas Bendtners navn optræder for tiden i mange overskrifter om manglende succes, men selvom han er inde i en svær tid rent fodboldmæssigt, så har den danske landsholdsangriber tid til at tænke på andre end sig selv.

Senest dukkede et skilt med 'Lord Bendtner wishes you a great World Games in Los Angeles' op, da det danske hold i weekenden vandrede ind til åbningsceremonien ved Special Olympics - et OL for udviklingshæmmede, hvor selveste Michelle Obama holdt åbningstale.

Og Bendtner havde faktisk en fod med i spillet omkring banneret. Faktisk er det Bendtner selv, der har finansieret det.

- Det er rigtigt fedt, at Nicklas vil være med til at støtte Danmark i Los Angeles og på den måde være med til øge opmærksomheden omkring Special Olympics. Det vil booste moralen, når Danmarks - i mine øjne - største fodboldikon bakker op om holdet, siger Peter Bjarkam fra Danmarks fodboldhold til TV2/Nord.

Peter Bjarkam har sammen med Morten Lind været en del af tv-kanalens programmer om et unikt venskab, og det er åbenbart noget, som Bendtner har set.

- Jeg blev ramt af historien omkring Morten og Peter og deres stærke venskab via en fælles interesse for fodbolden. At Morten er så bidt af bolden og alt det, som det giver ham, vil jeg til hver en tid støtte op om, skriver Bendtner i en mail til tv-kanalen.

Se også: Engelsk hjælp til Bendtner: Plej dit ego i København

- Det var Peter, som spurgte, om det var i orden, at bruge 'Lord Bendtner' som tekst. Jeg har for længst accepteret tilnavnet. Det er svært at løbe fra, og hvis man ikke kan smile af det og have selvironi nok til at sige ja til det, så ville det være en falliterklæring. Jeg ved, at i dette tilfælde er en hyldest, og jeg ønsker dem et fantastisk Special Olympic, forklarer Nicklas Bendtner.

Foreløbig er Danmark kommet godt fra start i fodboldturneringen, hvor det blandt andet er blevet til en 3-1-sejr mod USA.

Banneret med 'Lord Bendtner' er noget, man har opdaget flere steder i verden.

18 kommentarer
Vis kommentarer