Billetkaos til Danmarks sidste EM-kampe

UEFA's billetsalg af ekstra billetter til de kommende EM-kampe i Parken endte i kaos

Total forvirring.

De ord beskriver bedst dagens billetsalg af ekstra billetter til Danmarks to sidste gruppekampe til EM mod Belgien og Rusland, hvor UEFA efter planen i dag ville sælge de ekstra 9100 billetter, der blev en mulighed efter, at tilskuerkapaciteten blev hævet til EM. 

Meldingen var først, at billetterne ville blive sat til salg kl. 13. Her ville de fans, der tidligere havde mistet sine billetter, modtage en mail fra UEFA med et link til at købe billetter, og så var det ellers bare først til mølle.

Men flere fans skrev klokken lidt over 13, at de ikke havde modtaget nogen mail.

'Vi venter lige så spændt som jer. Vi forsøger at komme i kontakt med UEFA om de manglende mails,' skrev DBU's fanservice på Facebook en halv time senere.

Der skal efter planen være 25.000 tilskuere på plads i Parken til kampen mod Belgien på torsdag. Foto: Lars Poulsen
Der skal efter planen være 25.000 tilskuere på plads i Parken til kampen mod Belgien på torsdag. Foto: Lars Poulsen

Prøv appen eller hjemmesiden
Lige pludselig begyndte flere fans at skrive på sociale medier, at de via UEFA's billetportal til EM kunne købe billetter til kampen mod Belgien.

Det fik DBU's fanservice til at opfordre tidligere billetindehavere til kampene til at prøve lykken gennem billetportalen for at se, om de havde mulighed for at købe billetter til Belgien-kampen. Nogle kunne, nogle kunne igennem app'en, og mange andre kunne slet ikke.

Her til eftermiddag er der stadig ikke kommet afklaring på billetsituationen, hvor det ser ud til, at nogen har fået billet til kampen mod Belgien, og ingen indtil videre har fået billet til kampen mod Rusland.