Borgmester: Landsholdet er større end Touren

Cecilia Lonning-Skovgaard mener, at det danske fodboldlandshold til hver en tid er et større samlingspunkt, end Tour de France ville være for danskerne

Cecilia Lonning-Skovgaard mener klart, at fodboldlandsholdet er større end Tour de France-starten i Danmark. Foto: Tariq Mikkel Khan
Cecilia Lonning-Skovgaard mener klart, at fodboldlandsholdet er større end Tour de France-starten i Danmark. Foto: Tariq Mikkel Khan

Hvad er egentlig størst? At have et EM i fodbold på hjemmebane i København eller at have den prestigefyldte Tour de France-start i Danmark?

Det er lige nu et af de mest stillede og ikke mindst uopklarede spørgsmål blandt mange danske sportsfans. Og ej heller arrangørerne af Tour de France, ASO, og UEFA er endnu blevet enige om, hvad der bedst kan betale sig, og hvad der er størst.

Ifølge Københavns Beskæftigelses- og integrationsborgmester, Cecilia Lonning-Skovgaard (V), er svaret dog klokkeklart.

- Fodbold er noget helt særligt, og jeg tror, at fodbold har en helt særlig plads i danskernes hjerte. Jeg tror, at der er noget stort over EM, fordi det er vores landshold. Det kan godt være, at vi igen har en Jakob Fuglsang i topform, når vi skal se Tour-starten, men landsholdet er vores allesammens, og de kæmper for os, og de kæmper for Danmark, siger Cecilia Lonning-Skovgaard til Ekstra Bladet.

Det er billeder som disse med et fyldt Telia Parken, som Cecilia Lonning-Skovgaard håber på. Foto: Lars Poulsen
Det er billeder som disse med et fyldt Telia Parken, som Cecilia Lonning-Skovgaard håber på. Foto: Lars Poulsen

Ulykkeligt uden EM
Det er især tanken om at skulle miste et EM på hjemmebane med et fyldt Telia Parken og op mod 50.000 mennesker på Rådhuspladsen i København, der vil være et stort tab for danskerne, mener Cecilia Lonning-Skovgaard.

- Vi er rigtig mange, der har fulgt landsholdet fra dengang, hvor vi var små drenge og piger, og vi er mange, som har rejst ud i Europa for at følge de her slutrunder.

- Så vi er jo mange, der har glædet os til den her store begivenhed og var endnu mere glade, da Danmark ligesom kvalificerede sig, og det vil simpelthen være så ulykkeligt at tabe det hele på gulvet pga. nogle kontraktmæssige fnidder og forhold, fortsætter hun.

EM er større end Tour de France-starten i Danmark, mener Cecilia Lonning-Skovgaard. Foto: Ernst van Norde
EM er større end Tour de France-starten i Danmark, mener Cecilia Lonning-Skovgaard. Foto: Ernst van Norde

Seertal ikke afgørende
Hvis man kigger på seertallet, er der ingen tvivl om, at Tour de France er kæmpestort. Op mod 300 millioner mennesker ser med i løbet på verdensplan hvert eneste år.

Det skal dog ikke være afgørende for, hvordan udfaldet i sidste ende bliver, mener borgmesteren.

- Det vil helt sikkert være ærgerligt, men det er utrolig svært at vide her efter corona, hvad vi kan bruge de tal til, altså i forhold til de 300 millioner mennesker, som sidder og ser med. Vil de nogensinde tage et fly og rent faktisk komme til København.

Det er ikke seertallet, der er afgørende, når man skal se på, hvad der er størst, mener Cecilia Lonning-Skovgaard. Foto: Jonas Olufson
Det er ikke seertallet, der er afgørende, når man skal se på, hvad der er størst, mener Cecilia Lonning-Skovgaard. Foto: Jonas Olufson
 

- Jeg ser også det her som en begivenhed, som skal noget for københavnerne og for danskerne især ovenpå det her ekstremt trælse 2020. Det skal give noget gejst og noget stolthed, og der kan fodboldlandsholdet og det, at vi har forhåbentlig fire kampe med dansk deltagelse, ja, det kan bare noget helt andet, lyder det fra Cecilia Lonning-Skovgaard.

Det er endnu uvist, hvorvidt der bliver plads til begge begivenheder. Det vil alt sammen blive afgjort på et møde mellem ASO, UEFA og de andre involverede parter på et møde 14. maj.

I første omgang skulle de danske arrangører af EM-kampene i København ellers give besked til UEFA senest 30. april, men den beslutning er blevet udskudt ifølge interne notater.

Se også: Hareide og Schmeichel frygter at miste EM i Parken

Se også: Kæmpe kabale - men der er plads til både EM og Tour

Se også: Notat afslører: EM-beslutning udskydes

156 kommentarer
Vis kommentarer