Brasilien slukker Messis håb om triumf

Copa America-værten fra Brasilien er klar til finalen efter sejr på 2-0 mod ærkerivalerne fra Argentina

En slukøret Lionel Messi forlader banen efter 2-0-nederlaget mod Brasilien. Foto: Douglas Magno/Ritzau Scanpix
En slukøret Lionel Messi forlader banen efter 2-0-nederlaget mod Brasilien. Foto: Douglas Magno/Ritzau Scanpix

Brasilien er klar til finalen om det sydamerikansk mesterskab i fodbold.

Natten til onsdag dansk tid vandt Brasilien med 2-0 over ærkerivalerne fra Argentina i den første af turneringens semifinaler.

Gabriel Jesus bragte hjemmeholdet foran i det 19. minut, da han af et uopmærksomt argentinsk midterforsvar fik lov til udækket at sparke bolden i nettet på en tværaflevering fra Roberto Firmino i højre side.

De to kombinerede sig igen igennem på et kontraangreb i det 71. minut, hvor Firmino bare skulle prikke bolden i mål fra tæt hold efter fremragende arbejde af Jesus.

Argentinas største stjerne, Lionel Messi, var tæt på at score et par gange. Men heldet var ikke med ham eller holdet.

Messi havde blandt andet et skud på stolpen, og Sergio Agüero måtte også se et forsøg prelle af på træværket, da han i første halvleg sendte et hovedstød på overliggeren.

Nederlaget betyder, at FC Barcelona-angriberen endnu ikke har vundet en betydningsfuld turnering med det argentinske fodboldlandshold.

Messi vandt guld med landsholdet ved OL i 2008, men det regnes ikke for meget i sammenligning med VM eller Copa America.

Trods nederlaget spillede Messi ifølge flere medier sin bedste kamp i dette års turnering.

Blandt de 57.000 tilskuere til opgøret i Belo Horizonte var Brasiliens superstjerne Neymar, som på grund af en skade måtte melde afbud til turneringen.

Finalen i Copa America spilles på søndag på Rio de Janeiros berømte Maracanã-stadion.

Modstanderen bliver fundet onsdag, når de forsvarende mestre fra Chile møder Peru i den anden semifinale.

Brasilien har vundet turneringen otte gange. Heraf samtlige fem gange som værtsland.

50 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere