Brutal Messi-tackling: 'Lige til fængslet'

Lionel Messi blev slagtet i en landskamp. Synderen fik direkte rødt, og argentinske medier er tossede. Se svinestregen her

Seks minutter på banen: Får rødt kort efter vanvidstackling på Messi. Video: TV3 Sport

Først blev Lionel Messi liggende, men heldigvis kunne han rejse sig og spille kampen færdig.

Vanvidstacklingen fik det ellers til at løbe koldt ned ad ryggen på samtlige Messi-fans.

I landskampen mellem Argentina og Venezuela natten til fredag havde Luis Adrián Martínez kun været på banen i seks minutter, før han alt for voldsomt nedlagde PSG-spilleren og fik direkte rødt kort.

Se klippet øverst.

Messi slap med skrækken. Screenshot: TV3 Sport
Messi slap med skrækken. Screenshot: TV3 Sport
 

De argentinske medier er efterfølgende rasende over episoden.

'Rødt? Det var et frispark lige til fængslet,' lød det på tv-stationen TyC ifølge Bild.

'Det kriminelle spark på Messi, der kunne have brækket hans ben,' skriver avisen Olé om tacklingen.

Den argentinske stjerne gik i græsset, men kom på benene igen. Foto: Miguel Gutierrez/Ritzau Scanpix
Den argentinske stjerne gik i græsset, men kom på benene igen. Foto: Miguel Gutierrez/Ritzau Scanpix
 

'Han slap for en meget alvorlig skade. De led også i Rosario, Paris og Qatar. Martínez var ved at gå over i historien for en hensynsløs tackling af dem, der ikke burde eksistere i professionel fodbold,' skriver avisen Clarín.

Dagbladet La Nación kalder det et 'frygteligt frispark' og en 'voldelig overtrædelse, der kunne skade ham'.

Messi kom på benene igen, og Argentina vandt med 3-1. Lautaro Martínez, Joaquín Correa og Ángel Correa scorede, inden Yeferson Soteldo reducerede.

Argentina ligger nummer to i Sydamerikas VM-kvalifikationsgruppe med seks point op til Brasilien og har dermed kurs mod VM-slutrunden næste år. De fire bedste er klar til VM, mens nummer fem skal spille playoff.