Bytter plads - tre hold videre

Med en 3-1 sejr i Glasgow overtog Kroatien andenpladsen og spiller nu 1/8-finale i København, mens England med en 1-0 sejr sendte tjekkerne ned som nummer tre

Fodbold-England havde forlangt Jack Grealish på banen, og Raheem Sterling var da også glad for hans oplæg. Foto: Neil Hall/Ritzau Scanpix
Fodbold-England havde forlangt Jack Grealish på banen, og Raheem Sterling var da også glad for hans oplæg. Foto: Neil Hall/Ritzau Scanpix

Tre hold gik videre fra Gruppe D, men der blev byttet grundigt rundt på placeringerne, da England i sidste runde slog Tjekkiet med 1-0, mens Kroatien afviste Skotland på egen bane i Glasgow med 3-1 og spiller 1/8-finale i København.

Dermed dumpede tjekkerne fra en første til en tredjeplads, mens englænderne endte med at toppe gruppen.

Efter den uendeligt triste nullert mod Skotland forlangte et samlet Fodbold-England nærmest kreatøren Jack Grealish med fra start, og mod Tjekkiet havde landstræner Gareth Southgate så overgivet sig.

Og Aston Villa-spilleren med de nedrullede strømper, som vist sjældent går hurtigt forbi et spejl, leverede fra start, da englænderne foran 22.500 tilskuere på Wembley satte gæsterne under pres.

Tak for indlægget, makker, synes Sterling at sige til Grealish. Foto: Laurence Griffiths/ AFP/Ritzau Scanpix
Tak for indlægget, makker, synes Sterling at sige til Grealish. Foto: Laurence Griffiths/ AFP/Ritzau Scanpix

Tolv minutter var der spillet, da han modtog bolden fra Harry Kane i venstre side af feltet, hvorefter han rykkede mod baglinjen og med venstrepoten chippede bolde ind til en svævende Raheem Sterling, der scorede sit andet EM-mål.

Og når den lille hurtigløber scorer, så vinder England også, mindede hans landsmænd hinanden om med støtte i statistikkens 16 træffere.

Allerede inden de to minutter havde Sterling lobbet på stolpen, ligesom udskældte Kane blev pareret af Vaclik, før Tomas Soucek var tæt på at udligne i den anden ende.

Dermed var underholdningen også tæt på at være overstået, for den næste halvleg blev temmelig begivenhedsløs.

Nikola Vlasic har bragt Kroatien foran og takker de højere fodboldmagter. Foto: Paul Ellis/Ritzau Scanpix
Nikola Vlasic har bragt Kroatien foran og takker de højere fodboldmagter. Foto: Paul Ellis/Ritzau Scanpix

I gruppens anden kamp skulle der en sejr til for at komme videre som enten 3’er eller 2’er, og Kroatien opsøgte den først, da Nikola Vlasic halvflugtede de rød og hvidternede foran, men inden pausen havde Callum McGregor udlignet fladt for skotterne hjemme på Hampden Park.

På banen løb en 35-årig rundt med lidt flere meritter på bogen end alle andre, og Luka Modric kunne i princippet være i gang med sin sidste landskamp. Men han ville det anderlede og luftede lige verdensklassen, da han fra kanten af feltet satte ydersiden af foden til bolden og drejede den i kassen.

Luka Modric havde mange følelser i spil efter kampen, hvor han taknemmelig knælede på Hampden Park. Foto: Andy Buchanan/Ritzau Scanpix
Luka Modric havde mange følelser i spil efter kampen, hvor han taknemmelig knælede på Hampden Park. Foto: Andy Buchanan/Ritzau Scanpix

Og Modric satte en boldbegavet fod på igen med et indlæg, da Ivan Perisic lidt senere sendte skotterne helt ud i mørket med et hovedstød.