Christian Eriksen skal have indopereret hjertestarter

DBU oplyser, at Christian Eriksen efter sit kollaps skal have indopereret en hjertestarter - en såkaldt ICD-enhed

Foto: Friedemann Vogel/Ritzau Scanpix
Foto: Friedemann Vogel/Ritzau Scanpix

Som følge af hans hjertestop er det besluttet, at Christian Eriksen skal have indopereret en hjertestarter.

Det oplyser DBU på Twitter.

- Efter at Christian har gennemgået diverse hjerteundersøgelser, er det blevet besluttet, at han skal have indopereret en hjertestarter, en såkaldt ICD-enhed. Dette giver man efter hjertestop udløst af hjerterytmeforstyrrelse, siger landsholdslæge Morten Boesen, der løbende har været i dialog med både Christian Eriksen og lægestaben på Rigshospitalet.

Artiklen fortsætter under tweetet ...

DBU skriver videre, at Christian Eriksen er helt afklaret med beslutningen, og at planen er forelagt kolleger nationalt og internationalt, som alle entydigt anbefaler løsningen.

Ifølge Hjerteforeningen er en ICD-enhed 'en avanceret pacemaker, der kan give et elektrisk stød for at stoppe livstruende anfald af hurtig hjerterytme fra hjertekamrene.'

Samtidig opfordrer DBU til, at Christian Eriksen og hans familie gives ro den kommende tid.

Christian Eriksen faldt om under Danmarks EM-kamp mod Finland lørdag aften og fik efterfølgende hjertestop. Landsholdets lægestab fik hurtigt genoplivet ham ved hjælp af en hjertestarter, hvorefter han blev ført til Rigshospitalet, hvor hans tilstand siden har været stabil.

Lukas Olesen fra Slagelse B&I fik indopereret en ICD efter, han fik hjertestop til en træning i januar.