'Corner' afviser FCK

- Jeg vil gerne spille i FCK igen, men det bliver ikke på nuværende tidspunkt i min karriere, forklarer Andreas Cornelius

- Det betyder meget at komme ind og vise, at jeg er klar, sagde 'Corner' efter 2-0-sejren over Bosnien, hvor han scorede på hovedstød.

Han gjorde det ganske elegant og med et smil på læben.

Andreas Cornelius skal ikke hjem til FC København. I hvert fald ikke denne sommer.

Tanken er ellers oplagt nu, hvor han netop er rykket ud af Serie A med Parma.

Men det kommer altså ikke til at ske.

- Jeg vil gerne tilbage til FCK på et tidspunkt, men jeg tror ikke, at det bliver lige nu med den alder, jeg har, og det sted jeg er i min karriere. Det er urealistisk.

- Det bliver nok senere i min karriere, siger Andreas Cornelius med et skævt smil mandag formiddag på landsholdets EM-base i Helsingør.

Se alle højdepunkterne fra kampen mod Bosnien, hvor Cornelius kom ind fra bænken, her.

Oven på en skuffende sæson med blot én scoring i 29 kampe og en nedrykning, er det oplagt der skal ske noget nyt for 'Corner' denne sommer.

- Jeg har tre år tilbage med Parma, så det er ikke sådan, at jeg står og skal have en ny klub.

- Det er sådan med fodboldkontrakter, at der er flere parter, som skal være enige, jeg kan ikke bare sige: 'Vi ses'. Så jeg respekterer min kontrakt, og så tager jeg alt det andet bagefter.

Store, stærke Andreas Cornelius kan få en vigtig rolle på landsholdet under EM. Med sin enorme fysiske styrke, vil han være en trussel for alle forsvar. Foto: Lars Poulsen.
Store, stærke Andreas Cornelius kan få en vigtig rolle på landsholdet under EM. Med sin enorme fysiske styrke, vil han være en trussel for alle forsvar. Foto: Lars Poulsen.

- Jeg har sagt det mange gange nu, men Parma købte mig for to år siden, og de to første år var på leje, og de sidste tre år er jeg så købt. De skal købe mig denne sommer, så det er egentlig bare en konstellation. Der er ingen betingelser. Heller ikke ved nedrykning, siger Andreas Cornelius, der scorede et fremragende mål mod Bosnien, da han blev skiftet ind søndag.

Den store, stærke angriber er fyldt 28 og er på den måde på vej ind i sin bedste fodboldalder. Han ønsker ikke at gå nærmere ind i, om der kommer til at ske noget i sommerens transfervindue.

- Jeg er her til EM og vil tale om landsholdet, men klubberne kender mig, og hvis der er nogen, der henter mig denne sommer, så er det klubber, der kender mig i forvejen, siger han.

Andreas Cornelius skal nok indstille sig på en jokerrolle under EM. Han virker ikke til at stå forrest i køen, men et mål, som han scorede mod Bosnien, kan være med til at ændre på tingene. Foto: Lars Poulsen.
Andreas Cornelius skal nok indstille sig på en jokerrolle under EM. Han virker ikke til at stå forrest i køen, men et mål, som han scorede mod Bosnien, kan være med til at ændre på tingene. Foto: Lars Poulsen.

Han er indstillet på at gøre, hvad han kan for at få spilletid, men det ligner en jokerrolle, hvor han kommer ind fra bænken, når Danmark har brug for masser af fysisk styrke i straffesparksfeltet.

Det er ikke sådan, at Andreas Cornelius har sat et personligt mål for, hvor langt han forventer Danmark skal komme ved slutrunden.

- Jeg har ikke et mål om en kvart- eller semifinale. Jeg tror det vigtigste er, at vi alle sammen kan se hinanden i øjnene, når det hele er overstået.

- Vi har et stærkt hold, der ikke taber mange fodboldkampe. Omvendt er vi ikke en af de store favoritter, men vi er vel et af de bedste bud som en outsider, mener Parma-angriberen.