Søndag måtte den spanske anfører Sergio Busquets kaste håndklædet. En positiv coronatest sender ham ud af EM-slutrunden, før den er begyndt.
Det danske landshold har været forskånet for positive prøver i samlingen forud for EM.
Men landstræner Kasper Hjulmand lægger ikke skjul på, han frygter, hvis det rammer holdet.
- Det, der skete med Busquets er et eksempel på, hvor sårbare tingene er. Hvad nu, hvis der dukker endnu et eksempel op i den spanske lejr i løbet af de kommende dage, spørger Kasper Hjulmand.
Landsholdet var været i en boble, siden de mødtes fredag 28. maj for at rejse til Østrig på træningslejr. Den skal de være i under hele EM-slutrunden, hvor de ikke må have fysisk kontakt til deres koner, kærester eller børn.
- Vi er gode til at håndtere boblen. Det fungerer rigtig fint for os. Nu er der gået mere end en uge, så vi er sikre på, at ingen har taget noget med ind i lejren, siger Kasper Hjulmand.
Landsholdet har ikke været skrevet op til de frivillige vacciner, som tilfældet har været med det belgiske landshold, der er færdigvaccineret, når EM-slutrunden begynder.
- Hvis vi skulle have gjort det, skulle det være sket på førstedagen, vi er samlet, pointerer landstræneren.
Må kun være fem steder
De danske spillere bliver testet hver anden dag under hele samlingen, hvor holdet nu har slået lejr på Hotel Marienlyst i Helsingør.
- Vi er gode til at være i de her bobler. Både spillerne og os i hele staben er meget opmærksomme på det her. Coronaen skal ikke ramme os. Det er et vigtigt konkurrence-parameter, siger landstræneren.
Tirsdag har han givet spillerne en fridag, men det betyder ikke, at de kan gøre, hvad de vil.
- Der er fire steder på hotellet, vi kan være: Vi har et opholdsrum, et taktikrum i restauranten, på udendørs områder, hvor vi ikke er i kontakt med andre gæster, forklarer Kasper Hjulmand.
Spillerne kan også være på deres værelser. Alle spillere har enkeltværelser.
- Hvis vi skal forlade hotellet, skal alle med. Så er det aktivitet, hvor vi er isoleret og kører i en bus, påpeger landstræneren.
Både Polen, Belgien og Italien er blandt de EM-nationer, der allerede er færdigvaccineret.