Det corona-kaos, der har ramt det danske landshold, skaber groteske tilstande forud for onsdagens testkamp mod Sverige.
18 spillere er allerede ude af billedet. De syv danskere, der befinder sig England. Derudover er 11 spillere fra landsholdslejren ikke i stand til at stille op mod Sverige på Brøndby Stadion. De er sendt i isolation, fordi Robert Skov og en af landsholdets behandlere er konstateret smittet med Covid-19.
Tirsdag eftermiddag har den midlertidige landstræner Ebbe Sand udtaget yderligere syv spillere forud for onsdagens landskamp.
Det handler om Patrick Mortensen, Andreas Maxsø, Jesper Lindstrøm, Jakob Ahlmann, Alexander Bah, Carlo Holse og Thomas Mikkelsen.
Det er bemærkelsesværdigt, at Jesper Lindstrøm nu står med muligheden for sin landsholdsdebut efter en stærk sæsonstart for Brøndby, hvor han to måneder i træk er kåret som Superligaens bedste unge spiller.
De efterudtagne spillere har tirsdag ikke nået til Helsingør i tide for at træne med resten af landsholdskammeraterne.
Derved kan der blive en kort taktisk træning onsdag formiddag, hvor de kan deltage i det der ligner en testlandskamp, som aldrig nogensinde burde finde sted.
Landstræner Kasper Hjulmand og assistent Morten Wieghorst er sammen med en række spillere isoleret, fordi de har været tæt på enten Robert Skov eller den behandler, som også er ramt af Covid-19.
Men for UEFA er det vigtigt, at kampene spilles. Der er mange økonomiske interesser på spil. Og så tæller resultaterne fra testkampene til den seedning, der skal foretages til VM-lodtrækningen 7. december.
- Det handler om at gribe det her topprofessionelt an, som vi normalt gør i spillertruppen. Det er en landskamp, og det skal ikke bare overstås, siger Ebbe Sand og uddyber:
- Det er en meget uvant situation, men det er en opgave som alle andre, vi skal have det bedste ud af.
- Vi mener, det er vigtigt at spille kampen. Og vi vil gøre alt for at vinde. Det er klart, at forberedelserne er meget atypiske. Vi er nødt til at få det bedste ud af den situation, vi er havnet i, påpeger den konstituerede landstræner Ebbe Sand, der onsdag får hjælp på bænken fra analytiker Mounir Akhiat og målmandstræner Lars Høgh.