Da Danmarks EM-helte brokkede sig til pool på taget

Danmark slog tre lilleputter for at kvalificere sig til den første EM-slutrunde, og i semifinalen var amatørerne chanceløse - til gengæld fik de brokket sig til tyrefægtning og pool på taget

Sovjetrusserne var for stor en mundfuld, da danskeren var nået til semifinalen via samlede sejre over Malta, Albanien og Luxembourg. Foto: Peer Pedersen
Sovjetrusserne var for stor en mundfuld, da danskeren var nået til semifinalen via samlede sejre over Malta, Albanien og Luxembourg. Foto: Peer Pedersen

Danmarks trup ved EM-slutrunden i Spanien i 1964, der rettelig hed Nations Cup, bestod af 17 spillere. Tolv af dem kom i kamp. Fem af dem lever stadig. Ekstra Bladet har talt med de tre.

Fælles for dem er, at kvalifikationen til slutrunden tackles som en tilståelsessag.

- Haha, vi var sgu pisseheldige, muntrer en af de 80+-årige sig, og vi har lovet ikke at afsløre, om banderiet stammer fra back, wing eller innerwing.

Kjeld Thorst, AaB, Jens Jørgen Hansen, Esbjerg og John Danielsen fra B1909 erkender desuden i trestemmig enighed, at de ikke husker alt lige tydeligt fra dengang. Kombinerer man deres anstrengelser bliver fortællingen dog markant bedre end resultaterne fra Camp Nou i Barcelona.

Kjeld Thorst, der her er fotograferet i sit hjem for et par år siden, fik ikke så meget som en pesetas for sin tørn som innerwing. Foto: René Schütze
Kjeld Thorst, der her er fotograferet i sit hjem for et par år siden, fik ikke så meget som en pesetas for sin tørn som innerwing. Foto: René Schütze

Men tilbage til heldet.

- Vi mødte jo Malta, Albanien og Luxembourg, så dem kunne vi lige klare, lyder det med et grin fra John Danielsen i Odense, hvorfra han i sin ’players lounge’ og omgivet af sine DM- og OL-medaljer følger golf og fodbold fra tv-skærmen, mens fruen får lov at regere i parcelhusets øvrige stuer.

Og ja, det var en usandsynlig heldig vej, danskerne fik gennem kvalifikationen, der blev afviklet efter cup-systemet. Så heldig, at den med sikkerhed aldrig vil blive overgået.

Malta blev over to kampe besejret med sammenlagt 9-2, og så gjaldt det i anden runde det kommunistiske Albanien, som var sluppet videre, fordi Grækenland ikke ønskede at møde dem. Efter 4-0 i Idrætsparken kunne danskerne tillade sig at tabe 0-1 i Tirana.

De to anførere, Ungarns Ferenc Sipos og Ole Madsen udveksler vimpler før bronzekampen på Camp Nou i Barcelona. Per Pedersen
De to anførere, Ungarns Ferenc Sipos og Ole Madsen udveksler vimpler før bronzekampen på Camp Nou i Barcelona. Per Pedersen

Og så gjaldt det i kvartfinalen Luxembourg, der efter at have været oversidder i første runde sensationelt havde sendt Holland ud – endda efter at have afgivet hjemmebaneretten.

Danmark fik også problemer, for efter 3-3 ude og 2-2 hjemme, måtte der såmænd en tredje kamp til i Amsterdam, før Danmark vandt 1-0 og gjorde sig klar til slutrunden med fire hold.

Det var ikke mindst Ole Madsens fortjeneste.

Den legendariske forward fra HIK, der aldrig nåede at spille i den bedste række, måtte mange gange melde afbud til landsholdet på grund af travlhed i sit vognmandsfirma. Alligevel blev han topscorer for den samlede turnering med 11 mål og rejste til Barcelona som anfører.

En sovjetrusser hænger over sine danske modstandere og stanger bolden i kassen. Foto: Peer Pedersen
En sovjetrusser hænger over sine danske modstandere og stanger bolden i kassen. Foto: Peer Pedersen

Her ventede mægtige Sovjetunionen i semifinalen.

- Det var stort at skulle møde Lev Jasjin (den eneste målmand, der har vundet Den Gyldne Bold, red.), og Sovjet var jo en europæisk stormagt. Vi var presset bagud hele tiden og tabte 0-3. Der var ikke meget at prale af, fortæller højre innerwing, Kjeld Thorst.

- Men det var en stor oplevelse at komme til Camp Nou, hvor vi først skulle ind i et tempel og velsignes, før vi kom ud på den kæmpestore bane, hvor der vel var 30-35.000 tilskuere på tribunerne.

Til gengæld var oplevelsen ikke helt i top, da holdet blev indlogeret på et hotel langt udenfor byen, for det matchede ikke de rejsende amatørers forventninger om at få oplevelser, når de nu ikke fik penge.

’Det var måske et sted passende til professionelle spillere, der kun har at lystre, men ikke svarende til danske amatørspilleres rimelige krav om den komfort og de oplevelser, som en fodboldrejse bør byde på’, skrev Ekstra Bladets Julius Larsen således som opbakning i avisen 16. juni.

Ekstra Bladets daværende sportschef, Julius 'Julle' Larsen var den 16. juni 1964 helt på de danske amatørers side.
Ekstra Bladets daværende sportschef, Julius 'Julle' Larsen var den 16. juni 1964 helt på de danske amatørers side.

Der blev lyttet, og holdet flyttede til Presidente’ i centrum, der på 18. etage havde både lounge og en pool, som formanden for badeudvalget, Frem’s Kaj Hansen, straks bad om at få fyldt op.

Her kunne de danske kæmper så restituere mellem besøgene på stranden, på Rambla’en og i tyrefægterarenaen.

- Tyrefægtning var sgu ikke noget for mig, så jeg gik ud og fandt mig en fortovscafe, husker Kjeld Thorst, mens Jens Jørgen Hansen gør opmærksom på, at man dog ikke havde fri hver eftermiddag.

- Men vi fik jo oplevelsen som det primære. Vi kom ud og så et andet land. Jeg kan huske, at Rambla’en fascinerede mig med sin folklore og sit udendørsliv. Det var stort for sådan en bondeknold fra Esbjerg.

- Og så kunne jeg godt lide at sætte mig over til københavnernes bord. De var lidt mere rapkæftede og havde ikke samme indgroede respekt for lederne, som den, vi andre kom med. Det var også en del af oplevelsen.

John Danielsen supplerer:

- Jeg kan ærlig talt ikke huske så meget fra turen, men vi var da ude og opleve noget. Der skulle ske lidt, og det havde vi sgu også fortjent efter den hårde kvalifikation, griner fynboen.

John Danielsen, der spillede for B1909 og Weder Bremen, svinger højreskøjten i fuldendt balance. Foto: Erik Petersen
John Danielsen, der spillede for B1909 og Weder Bremen, svinger højreskøjten i fuldendt balance. Foto: Erik Petersen

Efter nederlaget i semifinalen blev det også til nederlag efter forlænget spilletid mod Ungarn i bronzekampen, og så blev holdet ellers sat på et fly til Madrid.

- Vi blev fløjet ned til finalen mellem Spanien og Sovjet. Under kampen var der en lille spansk primadonna, der irriterede os, så vi begyndte at holde med russerne.

- Vi fandt dog hurtigt ud af, det var en fejl, for de omkringstående begyndte at skule meget ondskabsfuldt, fortæller Kjeld Thorst, der glæder sig til at se sine efterfølgere på hjemmebane.

- Det bliver spændende. Vi har et godt hold med mange unge talenter, og jeg tror, de vil klare sig godt. De har jo også en træner, der gerne vil spille fodbold, siger han og bakkes op af John Danielsen.

- Er du rigtig klog, hvor jeg glæder jeg mig til slutrunden, for jeg synes, de spiller god fodbold. Hyg jer nu med det derovre i hovedstaden.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

De rene amatører

John Danielsen er her på indkøb med Harald Nielsen og Erling Linde Larsen i Livorno under OL i Rom 1960, hvor det blev til sølv. Udenlandske oplevelser var en del af belønningen for at være landsholdsspiller. Foto: Mogens Berger
John Danielsen er her på indkøb med Harald Nielsen og Erling Linde Larsen i Livorno under OL i Rom 1960, hvor det blev til sølv. Udenlandske oplevelser var en del af belønningen for at være landsholdsspiller. Foto: Mogens Berger

- Vi var de rene amatører, og vi kunne selvfølgelig have forstærket os med Harald og andre udlandsproffer, siger Kjeld Thorst med adresse til DBU’s daværende fastholdelse af amatøridealet på landsholdet.

Af den grund måtte landstræner Poul Petersen blandt andre se bort fra verdensstjernen Harald Nielsen fra Bologna.

Til gengæld gjorde Ole Madsen sig så bemærket, at en repræsentant fra selveste FC Barcelona efter bronzekampen fluks tilbød den danske angriber 125.000 kroner for et års kontrakt.

- Dengang fik vi lidt lommepenge til en kop kaffe, måske 30 kroner. Da vi fløj hjem fra Holland efter Luxembourg-kampen, fik vi dog parfumer med til konerne fra DBU, og bagefter skrev Jyllands-Posten forarget, at ’nu var vi da vist blevet professionelle’, griner Thorst, der flere gange var med tog eller færge, når han skulle fra Aalborg til København for at spille landskamp.

- De var meget nøjeregnende, og vi vidste jo ikke noget om, hvordan det ville udvikle sig. Havde vi haft en fornemmelse af, hvor mange penge, der ville komme i fodbolden, havde vi jo nok gjort lidt mere vrøvl, mener Jens Jørgen Hansen.

- Men jeg har mødt Eusebio (den portugisiske stjerne, red.) to gange, og jeg har spillet overfor Bobby Charlton ved DBU’s jubilæumsturnering. Det var store oplevelser, og det var så min betaling.

I 1971 fik profferne lov at spille på det danske landshold.

Der skulle dog gå 20 år, før man igen kom med til en slutrunde.

Sådan gik det Danmark i 1964

Semifinale mod Sovjetunionen 0-3

Bronzekamp mod Ungarn 1-3 efs.