Danmark prygler Belgien

Danmark vandt 4-0 over Belgien i den sidste kamp ved træningsturneringen Algarve Cup

Pernille Harder scorede til 1-0 i den sikre sejr over Belgien. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Pernille Harder scorede til 1-0 i den sikre sejr over Belgien. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

De danske fodboldkvinder slutter som nummer fem ved træningsturneringen Algarve Cup.

I kampen om femtepladsen blev Belgien sat godt og grundigt på plads, og Danmark endte med at vinde opgøret med 4-0.

Danmarks første mål blev sat ind af landsholdsanfører Pernille Harder direkte på frispark efter fem minutters spil. Fra en spids vinkel smækkede hun bolden over den belgiske målmand. Der kan drages paralleller til Lasse Schönes scoring for Ajax mod Real Madrid sidste år.

Syv minutter senere kom Janni Thomsen så på måltavlen for første gang i sin landsholdskarriere, da hun fulgte op på en målmandsbrøler.

Inden pausen kom matchvinderen fra lørdagens sejr over Sverige, Nanna Christiansen, også på måltavlen. Brøndby-spilleren udnyttede en præcis stikning fra Pernille Harder.

Halvandet minut efter pausen scorede Stine Ballisager til 4-0, da hun kom først på et indlæg ved bageste stolpe.

Sejren kunne være blevet større, selv om Belgien også havde flere forsøg i anden halvleg.

Cirka 20 minutter før tid fik Danmark noget tvivlsomt annulleret en scoring.

Tidligere i turneringen tabte Danmark med 1-2 til Norge efter en norsk scoring i tillægstiden. Lars Søndergaards mandskab svarede tilbage ved at vinde 2-1 over Sverige, og her var det danskerne, der lukrerede på en meget sen scoring.

Målet med turneringen var at få trænet defensiven, sagde landstræneren. Han kan glæde sig over at rejse hjem med et rent bur i den sidste kamp.

I resten af 2020 venter vigtige EM-kvalifikationskampe.

Se også: Coronakaos i Tyskland: Åbent eller lukket?
Se også: Glemmer aldrig den dag: Kunne ikke stå på benene
Se også: Fodboldboss smittet med coronavirus

3 kommentarer
Vis kommentarer