Danmark tæsker Rusland og er klar til ottendedels-finale mod Wales

Danmark vandt 4-1 over Rusland, mens Belgien slog Finland. Danmark bliver derfor toer og spiller ottendedels-finale på lørdag

Danmark tæsker Rusland og er klar til ottendedels-finale mod Wales

John Faxe efter sejren: - Det var ligesom et eventyr

Danmarks EM-håb lever, og Parken var tæt på at koge over.

4-1 over Rusland og hjælp fra Belgien med en sejr over Finland på 2-0 sikrer andenpladsen i gruppe B.

Nu kringler vi Wales i Amsterdam.

For det er, hvad der venter på lørdag i ottendedelsfinalen ved EURO 2020 for Kasper Hjulmands tropper.

Parken var ved at eksplodere af glæde og begejstring, men Danmark balancerede også i en periode på kanten af et EM-exit, fordi der gik lang tid, før Belgien fik scoret.

Nu skal vi ikke bekymre os om regnskabet for tredjepladsen, men suser mod Amsterdam som toer i gruppen.

Danmark vågnede op i tide til at nå at spille en rolle ved EM-slutrunden.

Findes der i grunden noget smukkere end et festklædt Parken klædt i rødt og hvidt?

Dansk ekstase efter en anden halvleg med lidt hjælp fra Belgien gav vind i sejlene for det danske EM-håb. Foto: Lars Poulsen
Dansk ekstase efter en anden halvleg med lidt hjælp fra Belgien gav vind i sejlene for det danske EM-håb. Foto: Lars Poulsen
 

Stemningen var elektrisk til tider euforisk blandt de 25.000 tilskuere i nationalarenaen.

De rammer, den kulisse og det lydniveau kan noget ganske særligt og er helt unikt.

Danmark skabte grundlaget for sejren med Mikkel Damsgaards scoring før pausen og satte i sandhed tingene på plads efter pausen.

Det blev ren opvisning i anden halvleg for Danmark.

Yussuf Poulsen, Andreas Christensen og Joakim Mæhle stod bag de tre danske scoringer, og det kunne sagtens være blevet til flere.

Mikkel Damsgaard blev Danmarks yngste målscorer nogensinde ved en slutrunde med sine blot 20 år og 353 dage, da han elegant sparkede bolden i en blød bue uden om den russiske keeper.

Yussuf Poulsen udbyggede den danske føring efter pausen, da han fik en ’gratis’ gave med en frispilning fra en russer.

Siden fik Rusland et billigt straffespark, da Jannik Vestergaard godt nok havde fat om en modstander i feltet, men han faldt let og hurtigt.

Kasper Schmeichel fattede intet af, at dommeren pegede på pletten. Foto: Lars Poulsen
Kasper Schmeichel fattede intet af, at dommeren pegede på pletten. Foto: Lars Poulsen
 

Siden satte Andreas Christensen og Joakim Mæhle tingene på plads med to afslutninger fra distancen.

I øvrigt var det første gang i 25 turneringskampe ved en slutrunde, at Danmark scorede mere end to mål. Senest det skete var mod Nigeria ved VM i 1998.

Danmark vågnede op og spillede sig videre ved EM, som også var målsætningen på forhånd.

Storsejren udløste topkarakter til to spillere - SE EKSTRA BLADETS KARAKTERBOG HER