Danmarks helt store problem: Hvor skal de komme fra?

De seks angribere Åge Hareide har med til Irland har blot scoret otte mål på landsholdet, siden nordmanden tiltrådte for to et halvt år siden

Yussuf Poulsen har scoret fem mål i de seks seneste kampe. Han får en nøglerolle mod Irland i fraværet af Christian Eriksen. Foto: Lars Poulsen.
Yussuf Poulsen har scoret fem mål i de seks seneste kampe. Han får en nøglerolle mod Irland i fraværet af Christian Eriksen. Foto: Lars Poulsen.

DUBLIN (Ekstra Bladet): Banen er den samme, modstanderen er identisk, men Danmark ligner ikke sig selv fra sejren for 11 måneder siden, da 5-1 triumfen sikrede sommer-eventyret og VM-deltagelsen i Rusland.

Når Irland og Åge Hareides tropper tørner sammen i Nations League er det et dansk landshold med et nyt udtryk i den lidt med grå afdeling. Det er et hold uden den vigtigste spiller: Christian Eriksen. Han er skadet og for tredje gang under Hareide ikke med.

Men det er også et dansk landshold uden de store målscorere. I hvert fald i landsholdsregi.

Fjerner 40 procent af målene
Christian Eriksen scorede ikke blot tre mål i 5-1 sejren sidste år. Præstationen i netop den kamp viste, hvor stort et potentiale, han besidder i kraft af sine tekniske færdigheder, overblik på højeste niveau og ikke mindst evnerne som afslutter.

Han skulle også have sparket straffesparket til 5-1, hvis altså ikke det var for Nicklas Bendtner, der blandede sig og insisterede. Nu blev den scoring formentlig et punktum for hans landsholdskarriere.

I aften får den danske landstræner svar på om man kan fjerne 40 procent af målene fra et mandskab uden nogen lægger mærke til det.

For Christian Eriksen har altså scoret imponerende 19 af 48 mål under Hareides ledelse. Læg dertil et hav af assist, så Spurs-kreatøren har en fod med i langt mere end halvdelen af målene, der er scoret under Åge Hareides tid i landstrænerstolen.

- Christian er en vigtig spiller, men vi har ikke fokuseret på ham, fordi han ikke er hos os. Vi prøver at fylde hans rolle ud på en anden måde, men det har da givet os lidt hovedbrud i ugens løb, forklarer Åge Hareide.

Får Åge Hareide anledning til at smile efter opgøret mod Irland, hvor han skal undvære sin største stjerne, Christian Eriksen. Svaret kommer lørdag aften. Foto: Lars Poulsen.
Får Åge Hareide anledning til at smile efter opgøret mod Irland, hvor han skal undvære sin største stjerne, Christian Eriksen. Svaret kommer lørdag aften. Foto: Lars Poulsen.
 

Kun 12 mål i 106 kampe
Lørdag aften skal nordmanden have besvaret spørgsmålet om Danmark kan vinde en betydningsfuld landskamp uden Christian Eriksen.

I den forbindelse kan Åge Hareide meget passende kigge rundt i omklædningsrummet og spørge sig selv: Hvor skal målene i grunden komme fra?

I ugen op til kampen mod Irland konstaterede han også knastørt:

- Hvis du kan finde en angriber, der laver mange mål, skal vi bruge ham.

Holder nordmanden sig til fakta, så er det ikke så opløftende læsning. De seks angribere – Yussuf Poulsen, Pione Sisto, Martin Braithwaite, Kasper Dolberg, Christian Gytkjær og Andreas Cornelius - har tilsammen spillet 106 landskampe og blot scoret 12 mål.

- Man skal også se på, hvor mange minutter vi har spillet. Ellers er det lidt misvisende. Jeg var eksempelvis meget indskifter i starten. Og alle ved, at hvis du kommer ind og spiller ti minutter, er chancerne relativt små for at score, siger den formstærke kantspiller Yussuf Poulsen, der står noteret for fem træffere i 32 landskampe.

Udnytter vores styrker
Han har været med fra starten af ’rejsen’ med Hareide og for længst avanceret til stamspiller. Nu er han en af nordmandens vigtigste offensive brikker i puslespillet.

- Jeg synes det her hold har gennemgået en stor udvikling fra den første kamp mod Island til nu. Det er tydeligt, at vi har fundet ud af, hvad der fungerer og hvad vi ikke er så gode til.

- Vi startede med 3-5-2, men det fungerede ikke så godt. Nu har vi fundet et spilsystem der virker og hvor vi udnytter vores styrker optimalt. Defensiven er vores base på holdet. Vi er stærke på standardsituationer i begge ender af banen.

- Vi har i lang tid været meget komfortable med den måde, vi forsvarer os på. Det vidner to scoringer imod os i hele 2018 meget godt om, forklarer Yussuf Poulsen.

Yussuf Poulsen i centrum ved dagens træning sammen med Pione Sisto, Kasper Dolberg og Simon Kjær. Foto: Lars Poulsen.
Yussuf Poulsen i centrum ved dagens træning sammen med Pione Sisto, Kasper Dolberg og Simon Kjær. Foto: Lars Poulsen.
 

Skal løbe de rigtige steder
Med fem scoringer de seneste seks kampe for Leipzig er Yussuf Poulsen det offensive trumfkort, der er mødt frem i den skarpeste form.

På mange måder kan man sige, at de gode momenter fra VM-slutrunden er udbygget til den nye sæson, hvor han både på banen og uden for på det mentale plan har arbejdet meget med mentaliteten foran modstandernes mål.

- Jeg har arbejdet med mig selv og haft sparring med folk, fordi jeg vil score flere mål.

- Derfor handler det meget om, hvor du løber hen og hvor du gerne vil have bolden, når du er inde i feltet. Men det handler i høj grad også om at tage de aggressive løb i feltet hver gang og ikke kun hver anden gang, forklarer Yussuf Poulsen, der betegner den periode, han lige nu befinder sig i nu som den klart bedste i hans professionelle karriere.

De har scoret Danmarks mål

Danmark har scoret 48 mål i 28 landskampe siden Åge Hareide tiltrådte som landstræner i marts 2016.

Målene fordeler sig på 15 forskellige spillere. Christian Eriksen tegner sig alene for næsten 40 procent af målene med sine 19 træffere.

De har scoret målene i Hareides tid som landstræner:

Christian Eriksen 19 mål.

Nicolai Jørgensen 7 mål

Thomas Delaney 4 mål

Yussuf Poulsen 3 mål

Andreas Cornelius 3 mål

Viktor Fischer 2 mål.

Følgende står alle noteret for én scoring:

Morten Duncan Rasmussen, Simon Kjær, Jens Stryger Larsen,

Peter Ankersen, Kasper Dolberg, Andreas Christensen, Nicklas Bendtner

Pione Sisto og Mathias Zanka Jørgensen

Selvmål 1

 

Se også: Tre kampe fra start: "Zanka" føler, pladsen på landsholdet er hans

Se også: Dansk stjerne er utilfreds: 'Vil ikke sidde på bænken resten af sæsonen'

 

40 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere