Danmarks kvartfinale er aflyst: Vanvittig regn spolerer EM-brag

Voldsom regnvejr betød, at EM-kvartfinalen mellem Danmark og Tyskland måtte aflyses og udsættes

Vanvittige regnmængder medførte en aflysning af lørdagens kvartfinale mellem Danmark og Tyskland. (Foto: Matt West / BPI / Shutterstock/REX/All Over Press)
Vanvittige regnmængder medførte en aflysning af lørdagens kvartfinale mellem Danmark og Tyskland. (Foto: Matt West / BPI / Shutterstock/REX/All Over Press)

EM-kvartfinalen mellem Danmark og Tyskland måtte lørdag aften aflyses og udsættes til søndag på grund af massivt regnvejr i Rotterdam.

Kampen var sat til at begynde lørdag klokken 20.45, men en talskvinde fra Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) bekræfter, at den i stedet bliver spillet søndag klokken 12.

Da beslutningen om at aflyse kampen lørdag var truffet, gik de danske og tyske spillere rundt på den dyngvåde bane og klappede til publikum.

Både spillere og tilskuere havde ventet længe på en afklaring, da kampen flere gange blev udsat.

Nils Nielsen, der er dansk landstræner, var umiddelbar skuffet over beslutningen, som han dog godt forstod.

- Det er jo lettere kaotisk. Vi har brugt en hel kamp på at rende og varme op.

- Det bliver bare ved med at vælte ned. Det er en fin nok beslutning at spille i morgen, når man tænker på den sportslige fairness i det.

- Denne her bane bliver lidt farlig, fordi der ligger kunstgræs nedenunder, og det er der ingen, der er interesserede i, siger den danske landstræner Nils Nielsen.

Enorme vandpytter havde samlet sig overalt på banen, da de tyske og danske spillere forsøgte at varme op, og det var derfor umuligt at sætte opgøret i gang klokken 20.45.

Derfor valgte UEFA i første omgang at udsætte opgøret til klokken 21.

Regnen stoppede kortvarigt, men det viste sig svært at feje al vand væk fra banen.

Et stort antal frivillige arbejdede i næsten en time med at feje vand væk.

Blandt andet var enorme mængder vand trængt ind i udskiftningsboksene.

Kampen blev senere udsat til klokken 21.50, men kort efter blev det så besluttet, at man kampen skulle aflyses og udsættes.

Vinderen af opgøret mellem Danmark og Tyskland søndag skal i semifinalen møde vinderen af kvartfinaleopgøret mellem Østrig og Spanien.

Se også: Fodboldkvinder vil vælte EM-giganten: De er faktisk ikke så skarpe

Se også: Dansk stjerne driller: Tysk hånesang er min favorit

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen