Danmarks målhelt: - En af de vildere kampe

Henrik Dalsgaard sikrede Danmark et enkelt point i den vilde afslutning i Schweiz

Se den vanvittige afslutning, hvor Danmark forvandlede 0-3 til 3-3. Video: Discovery Networks Danmark

Sikke en afslutning - sikke et comeback.

Nede med 3-0 med seks minutter tilbage på stadionuret på St. Jakob-Park var der ingen, der havde regnet med, at Åge Hareides skulle have noget som helst med hjem fra Basel.

Men skæbnen ville det anderledes. To danske scoringer til sidst vendte kampen på hovedet, og da Henrik Dalsgaard i det sidste minut steg til vejrs og headede udligningen ind bag Yann Sommer var det ene point en realitet.

Efter kampen kunne en forbavsende rolig Dalsgaard gøre status:

- Det var et fint tidspunkt at score sit første landskampsmål på. Den svæver bare dejligt inde i feltet, og så måtte jeg ind i den, siger Brentford-backen til Kanal 5.

Selv om han syntes rolig, måtte måtte han dog indrømme, at afslutningen var lidt ud over det sædvanlige.

- Det her er en af de vildere. Da de scorede til 3-0 tænkte jeg, at der var det ved at være slut. Men vi klør på.

- Spillet er måske ikke det kønneste, vi har leveret. Vi begyndte at hælde den ind i feltet og få lidt pres på den og få nogle andenbolde. Jeg ved ikke, om de glemmer at forsvare - i hvert fald til 3-2, hvor vi begynder at lugte blod. Og så var det bare at klø på, siger Henrik Dalsgaard.

Han måtte indrømme, at 3-3 efter omstændighederne føltes som en sejr - og det danske comeback vidner ifølge ham om nogle kvaliteter på det danske landshold.

- Det viser, at vi kan slå hvem som helst. Selv på en rigtig dårlig dag får vi 3-3 ude mod Schweiz. Vi skal have lidt mere kvalitet fremover, men resultatmæssigt er det her en fin start, siger Dalsgaard.

Danmark indtager med det ene point tredjepladsen i kvalifikationsgruppe D efter Irland og Schweiz.

Se også: Komplet vanvid - mirakuløst comeback!

Se også: Nedbrud under landskamp: - Amatører

14 kommentarer
Vis kommentarer