Danmarks VM-håb lever: Så fik Dolberg scoret

Danmark vandt 3-1 over Kasakhstan og holder liv i VM-håbet

Dolberg, Eriksen og Jørgensen. Danmarks tre målscorere i sejren på 3-1 over Kasakhstan. Foto: Lars Poulsen
Dolberg, Eriksen og Jørgensen. Danmarks tre målscorere i sejren på 3-1 over Kasakhstan. Foto: Lars Poulsen

ALMATY (Ekstra Bladet): Fodbold-Danmark kan ånde lettet op. Danmarks håb om en plads ved VM i Rusland næste sommer lever. 3-1 sejren over Kasakhstan var ikke smukt og poleret fodboldspil, men måden som Åge Hareides tropper fik sejren i land på var hamrende effektiv.

Spillerne gjorde et professionelt stykke arbejde og leverede det nødvendige i et opgør, hvor ingen vil huske indsatsen, når regnskabets time gøres op til efteråret.

For første gang siden 3-1 sejren over Serbien i november 2014 - i sjette forsøg - vinder Danmark en betydende landskamp på udebane.

Nicolai Jørgensen scorede før pausen, Christian Eriksen på straffespark og indskiftede Kasper Dolberg cementerede sejren i anden halvleg. Siden var det kosmetisk, at hjemmeholdet fik reduceret.

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen
 

Tunge, triste skyer trak ind over Central Stadion i Almaty i timen op til VM-kvalifikationskampen, hvor blæsten tog til, himlen åbnede sig og det lignede et voldsomt uvejr.

Men vinden lagde sig, regnen stoppede og spillerne fik et perfekt græstæppe at udfolde sig på.

60 danske roligans havde plads på hovedtribunen blandt de 24.000 tilskuere. Og de havde mest at juble over efter pausen, hvor danskerne fik kontrol over begivenhederne efter en ujævn start uden engagement, tro og vilje.

Danmark kom mere i kontrol efter pausen, fordi hjemmeholdet var reduceret til ti mand. Danskerne skabte flere chancer og Martin Braithwaite burde have scoret, da han blev spillet fri af Yussuf Poulsen. Til gengæld var Braithwaite i oplæggerens rolle, da Kasper Dolberg tæt under mål scorede sit første landskampsmål i sin tredje landskamp.

Håbløs start

Det var et opgør mellem nummer 51 og 100 på verdensranglisten, men det var ikke til at se i den første del af opgøret.

Det var en håbløs start, som Danmark fik. Der var ingen tro, harmoni, vilje og frem for alt mod til at styre kampen. Det var danskerne, der i de første 20 minutter kom til at løbe efter hjemmeholdet.

Midtbanen med William Kvist, Thomas Delaney og Christian Eriksen fik ikke fat i noget som helst. De løb forvirrede rundt og evnede ikke at kontrollere, hvad der foregik centralt på banen.

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen
 

På trods af den svage danske indledning fik Nicolai Jørgensen en mulighed, han burde have scoret på. Energiske og offensive Jens Stryger Larsen, der var bedre offensivt end defensivt, lagde bolden for fødderne af angriberen. Men afslutningen blev meget svag.

Hjemmeholdet var nærgående i et par tilfælde, men de var meget ineffektive og evnede ikke at afslutte inden for Frederik Rønnows målramme.

Resolut halvflugter

Der faldt først ro over det danske spil, da Nicolai Jørgensen med sin syvende landsholdstræffer i 24 kampe scorede på en halvflugter efter indlæg fra Thomas Delaney på venstrekanten.

Effektivitet var recepten for det danske landshold i første halvleg, hvor intet vil huske særlig mange opløftende præstationer udover føringsmålet.

Faktisk scorede danskerne yderligere to gange før pausen, men i begge tilfælde blev scoringerne korrekt underkendt for offside. Først var det Yussuf Poulsen og siden Jannik Vestergaard.

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen
 

Direkte rødt for albuesving

Hjemmeholdet blev reduceret til ti mand kort før pausen, da William Kvist gik direkte i græstæppet efter et voldsomt albuesving fra hjemmeholdets anfører Bauyrzhan Islamkhan.

Kvist blev liggende længe i græsset og blødte fra munden efter det voldsomme overfald. Han fik en flænge ved munden og blev siden udskiftet i pausen.

Danmarks næste kamp i kvalifikationen er fredag 1. september mod gruppefavoritterne fra Polen i Parken.

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen

Se også: Grum svinestreg: Her sender han Kvist til blods og får rødt

Se også: VM-billetten kan ende på bunden af en flaske vodka!

1 af 2 Dansk jubel efter Nicolai Jørgensens føringsmål. Foto: Lars Poulsen
2 af 2 Dolberg, Eriksen og Jørgensen. Danmarks tre målscorere i sejren på 3-1 over Kasakhstan. Foto: Lars Poulsen
33 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere