Som om 0-4 i åbningskampen ikke var slemt nok, så indkasserede Danmarks yngste spiller, 19-årige Kathrine Kühl, et rødt kort i de døende sekunder af kampen mod Tyskland.
Det koster FC Nordsjællands stortalent kampen mod Finland og en stor chance for at vise sig frem på den store scene ved EM.
Og holdkammeraterne vidste også godt, at der var brug for en støttende arm efter kampen.
- Jeg har talt med hende og givet hende en krammer, lød det fra Pernille Harder.
- Det er selvfølgelig hårdt, men vi støtter hende jo 100 procent. Det er en ny dag i morgen. Det er sådan det er i fodbold. Det er opture og nedture. Det vigtigste er, at man kommer hurtigt over det.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Kathrine Kühl, der allerede har 16 landskampe på cv'et, trak det korteste strå i kampen om den centrale midtbaneplads ved siden af Sofie Junge. I stedet var rutinerede Sanne Troelsgaard foretrukket, indtil Kühl kom på banen ti minutter inde i anden halvleg.
Desværre gjorde hun sig mest bemærket med de to gule kort, der nu holder hende ude indtil den sidste gruppekamp mod Spanien næste lørdag.
Hun tog en for holdet
Lars Søndergaard havde ikke haft lejlighed til at tale med hende, da han mødte pressen efter kampen, ,men han havde ikke travlt med at placere skylden hos den unge midtbanespiller.
- Holdet kommer til at bygge hende op igen. Det er selvfølgelig ærgerligt i forhold til den næste kamp. Det er synd for hende, at det skulle ske. Hun tog en for holdet, for jeg synes, det var sådan en typisk situation, hvor vi kommer for sent i et restforsvar og bliver stressede.
- Jeg ved godt, at det ikke betyder så meget, om det er 4-0 eller 5-0, men det gør det så alligevel, for 5-0 havde jo været endnu værre. Hun er så stort et talent, at hun skal nok komme igen, sagde Lars Søndergaard.
Kathrine Kühl fejrede 19 års fødselsdag i lejren i tirsdags, og det var ventet, at hun ville få chancen i den kommende kamp, fordi hendes evner til at spille gennem en betondefensiv i den grad kunne være kommet til sin ret mod de organiserede finner.
Ligesom hovedpersonen selv sikkert gerne ville have sparket sig selv tættere på et skifte til det store udland med en toppræstation på den største scene.
Nu må må både Kathrine Kühl og Lars Søndergaard finde en anden vej til at komme videre.
Peger på én ting efter øretæve
Danmark slagtet: To var til rotterne