CARDIFF (Ekstra Bladet): I januar for fire år siden ’flygtede’ han hjem til FC København efter et halvår med skader og efter et ophold i en klub, hvor alt virkede som kaos.
Han blev ellers solgt for svimlende 75 mio. kr. fra FC København til Cardiff i sommeren 2013, men opholdet i det walisiske er ikke noget angriberen kommer til at huske tilbage på med særlig stor glæde.
På fredag vender Andreas Cornelius for første gang siden det triste halvår tilbage til Cardiff.
Tilbage til de omgivelser, hvor han fik barsk medfart af Cardiff-ejeren, Vincent Tan, der betegnede ham som Toyota, men klubben havde betalt for en Bentley.
- Når man siger mit navn i England, vil man genkende det på den sag, siger Andreas Cornelius, der for længst har parkeret det kapitel i glemmebogen.
- Både i Frankrig og Italien er det ikke noget, der tales om. Heller ikke i Danmark. Men i Premier League mener de, at det er eneste sted der spilles fodbold, påpeger han.
Hele Cardiff-sagen har han for længst lagt bag sig.
- For at være helt ærlig så er jeg kommet videre. Det er fem år siden, og jeg er meget tilfreds med min karriere indtil videre. Så det er et overstået kapitel.
- Det bliver ikke mærkeligt for mig at træde ind på banen. Men der skal nok være nogle Cardiff-fans, der har behov for at buhe, siger Andreas Cornelius.
Danskere hjalp Bordeaux til første EL-point