Dansk landsholdsstjerne: Giv os opmærksomhed!

Kvindefodbolden har brug for mere opmærksomhed i Danmark, hvis vi skal være med i toppen. Det mener holdets angrebsprofil, Nadia Nadim

Nadia Nadim håber på mere opmærksomhed til kvinderne (Foto: Ernst van Norde)
Nadia Nadim håber på mere opmærksomhed til kvinderne (Foto: Ernst van Norde)

Familien Danmark fik for alvor øjnene op for de danske fodboldkvinder, da de i 2013 spillede sig til en semifinaleplads ved EM.

Det fik DR til at købe rettighederne til holdets kvalifikationskampe, og derfor kan seerne torsdag aften følge med, når pigerne skal sikre sig en plads ved EM i 2017.

Og netop opmærksomheden fra danskerne og medierne er vigtig for holdet, hvis de skal være en del af verdenstoppen. Det mener landsholdets profil Nadia Nadim.

- Det er nødvendigt, for at holdene udvikler sig. Engang var der få lande, der var i toppen, og så var der et lille spring til de næste, men nu synes jeg, at Balkans lande er blevet rigtig gode, og hvis vi ikke flytter os i samme retning, så ender det med, at vi falder langt tilbage. Så der er behov for mere fokus, for at vi kan følge udviklingen, siger hun.

Se også: Kvindelandsholdet slog verdensmestrene midt i konflikten

Nadia Nadim er en af de større profiler i dansk kvindefodbold, og hun er derfor en af de spillere, der får ekstra opmærksomhed både i ind- og udland.

I 2013 kunne resten af holdet dog også mærke, at deres præstation ved EM for en stund havde sat sig på nethinden af danskerne.

- I en periode lige efter EM, følte jeg, at der var meget mere opmærksomhed, men den er forsvundet lidt igen. Men den her landsholdssamling har været lidt anderledes end de andre, fordi DR har købt rettighederne, så de er med hele vejen den her gang, siger Nadia.

Men populariteten forsvinder hurtigt igen, og i modsætning til de mandlige kollegaer så er det svært for de danske fodboldkvinder at leve af sporten.

Se også: Ukraine smadrer dansk VM-drøm

Derfor må de fleste passe enten studie eller job ved siden af fodbolden, og det kan få betydning for præstationerne på banen.

- Det kan da virke unfair, at vi bruger lige så meget tid på det som herrerne, men vi får ikke det samme udbytte. Det, håber jeg, bliver bedre med tiden, fordi det kunne da betyde, at vi kunne have mere fokus på fodbolden, og så ville niveauet nok også være højere, siger hun.

Derfor håber hun, at der kan komme større opbakning til kvinderne - der samtidig tror på, at holdet kan kvalificere sig til EM.

Det danske kvindelandshold spiller torsdag aften deres første kvalifikationskamp mod Moldova, inden de tirsdag møder en af de store konkurrenter i puljen - nemlig naboerne fra Sverige.

0 kommentarer
Vis kommentarer